2

Artikel2.2.2018

Spillerforeningen har på vegne af spillerne i Lyngby sendt påkrav til klubben

www.fodboldbilleder.dk

Senest tirsdag skal udbetaling af løn falde til Lyngby-spillerne.

Af Spillerforeningen

På vegne af samtlige kontraktansatte fodboldspillere i Lyngby Boldklub har Spillerforeningen dags dato rettet krav mod Lyngby Boldklub A/S om manglende udbetaling af løn.

I henhold til Dansk Boldspil-Unions cirkulære nr. 95, § 2 skal betaling af det fremsatte påkrav ske senest tre hverdage efter afsendelsen. Som hverdage regnes ikke søn- og helligdage, hvorfor betaling skal ske senest tirsdag den 6. februar 2018.

Sker betalingen ikke senest på tirsdag, kan Lyngby-spillerne fra og med onsdag ophæve deres kontrakter og dermed frit forhandle og indgå aftale med andre klubber. Et klubskifte her kræver en dispensation efter DBU’s regler, da det sker uden for et transfervindue. Ligeledes skal spilleren iagttage reglerne i relation til Lønmodtagernes Garantifond mv., hvilket Spillerforeningen rådgiver spillerne om.

- Det er selvfølgelig kedeligt, at det er kommet hertil, men ved at sende et påkrav til Lyngby Boldklub sikrer vi, at spillerne kan agere, hvis der ikke kommer en løsning, siger direktør i Spillerforeningen Mads Øland.

- Vi er fortsat i dialog med klubbens ledelse og håber selvfølgelig, at deres bestræbelser på at finde en ny ejer bliver realiseret, siger Mads Øland.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.