12. 06. 2018

Stine Larsen er Årets Profil i 3F Ligaen

Hun har haft en turbulent sæson, der har været præget af en del skader. Alligevel har hun gjort sig bemærket blandt kollegaerne i 3F Ligaen. De har nemlig kåret Stine Larsen som Årets Profil i 3F Ligaen 2017/2018.

Det var en stolt og overrasket Stine Larsen, som Thomas Lindrup, chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen, kunne overrække prisen som Årets Profil i 3F Ligaen.

- Jeg må indrømme, at jeg var lidt overrasket. Det havde jeg slet ikke set komme. Det er en stor anerkendelse, at ens modstandere stemmer på én som Årets Profil i 3F Ligaen. Det må betyde, at man har gjort noget godt, og at man har været farlig. Det betyder meget, og det er en pris, jeg er stolt af, siger Stine Larsen, der særligt hæfter sig ved, at det altså er modstanderne, der har peget på hende.

- Det er sådan, at vi spiller fodbold på banen, og det er dem, jeg spiller mod, som har stemt på mig. Så det er dem, der ligesom føler mig på banen og ikke nogen, der ser udefra og vurderer.

Forfulgt af skader

2017/2018-sæsonen har været en turbulent en af slagsen for den 22-årige Brøndby- og landsholdsspiller. Første halvdel gik godt, mens den anden halvdel har været præget af en del skader.

- Jeg fik en blokade i knæet, flækkede læben og en gang hjernerystelse. Og nu en korsbåndsskade, fortæller Stine Larsen, der af samme årsag aldrig fandt topformen i den netop overståede sæson.

- Når jeg har været skadet, har jeg fokuseret på, at jeg hurtigt skulle tilbage. Og knoklet med det. Så har jeg fået ’doink’ igen og er blevet sat tilbage, så det har været lidt hårdt. Også fordi, jeg på intet tidspunkt har følt mig i 100 pct. kampform. Jeg har måske været på 95 pct., men man vil jo gerne spille, selvom man ikke helt er i topform. Det kan kroppen bare ikke altid holde til, forklarer Brøndby-profilen, der skal under kniven den 20. juni 2018.

Stine Larsen vandt prisen som Årets Profil i 3F Ligaen foran Fortuna Hjørrings Karoline Schmidt Nielsen og Brøndby IF’s Nanna Christiansen. Med prisen følger en Mercedes fra Hessel HiRE, der er Spillerforeningens officielle bilpartner.

Se vores interview med Stine Larsen her: 

 

Back

SENESTE NYT

09.12.2018

12: Konkursen: Da lyset blev slukket i FC Vestsjælland

LÆS MERE
06.12.2018

Mit fodboldliv med skader, glædestårer og tomrum

LÆS MERE
30.11.2018

Sanne Troelsgaard: Jeg græd tre dage i streg

LÆS MERE
27.11.2018

Spillerforeningen ansætter William Kvist som konsulent for landsholdet

LÆS MERE
26.11.2018

Spændende oplæg og Europa League-brag: Du er inviteret

LÆS MERE
25.11.2018

Her er de nominerede til Årets Mandlige Fodboldspiller

LÆS MERE
Nyheder