19

Artikel19.3.2018

Struktur sætter spillerne i urimelig situation

Divisionsforeningen og klubberne må tage ansvar og finde en løsning, mener direktør i Spillerforeningen Mads Øland efter sidste runde af grundspillet, hvor flere hold stod bedre stillet med et nederlag.

Af Martin Dons

Der var mange spillere, der blev sat i en svær situation, da sidste runde af Superligaens grundspil i weekenden blev spillet.

For ingen hold havde fordel af at slutte på syvendepladsen, som giver et sværere slutspilsprogrem, og derfor stod flere hold reelt overfor at have en fordel ved at tabe grundspillets sidste kamp.

Og det dilemma må spillerne aldrig komme i, mener direktør i Spillerforeningen Mads Øland.

- Det er vigtigt, at vi anerkender dette specifikke problem ved vores nuværende turneringsstruktur, siger Øland.

- Om man kan lide det eller ej, må vi konstatere, at der er et problem. Og det er ikke en rimelig situation at sætte spillerne i. Det skal Divisionsforeningen og klubberne tage ansvar for og finde en løsning på.

Skal findes en løsning

- Vi var positive, da strukturen blev indført, men nu viser det sig, at der i et hjørne af turneringstrukturen er et problem, som der skal findes en løsning på. Det er helt urimeligt for spillerne og spillet, som det er nu, siger Mads Øland.

Flere løsninger har allerede været diskuteret i medierne og på de sociale medier, men hvilken løsning det skal være, vil Mads Øland ikke gøre sig til dommer over.

- Der er flere løsningsmuligheder, men hvilken der er den rigtige, vi jeg lade være op til Divisionsforeningen og klubberne om at finde ud af sammen, siger Mads Øland.

Underminerer konkurrencesporten

Et af de hold, der oplevede Superliga-strukturens svagheder, var OB. For med Horsens’ point i Lyngby ville fynboerne være bedre stillet med et nederlag, så man beholdte sin niendeplads frem for at rykke op på syvendepladsen.

- Det er jo så unaturligt, som noget kan være. Som elitesportsudøver er man opdraget med, at man yder sit bedste hver gang og vil vinde hver gang, og det, at man kan stå i en situation, hvor man kan gøre det værre for klubben, ved at yde sit maksimale og vinde, synes jeg er et problem, siger Rasmus Festersen.

Han var selv skadet til opgøret, men understreger, at holdet gik på banen for at vinde kampen og jagte muligheden for en top seks-placering, selv om et nederlag altså kunne risikere at stille dem bedre i kvalifikationsspillet.

- Helt generelt på elitesportens vegne underminerer man alt det, der hedder konkurrencesport, hvis man har en struktur, hvor man kan drage fordel af at tabe. Så kan vi lige så godt gå til petanque for hyggens skyld og drikke øl bagefter. Det her handler om at vinde, og det handler om at få noget ud af at vinde, lyder det fra OB-angriberen.

OB tabte 4-1 til Randers FC, og sorteper i sidste grundspilsrunde blev Hobro, der sluttede på syvendepladsen, hvilket har placeret dem i gruppespillets pulje et, hvor de kun har fire point ned til en playoff-plads, mens OB som grundspillets nummer ni har ti point ned til en playoff-plads i gruppespillets pulje 2.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.