5

Artikel5.5.2019

Robert Skov er Årets Profil i Superligaen 2018/19

Med hele 66 procent af stemmerne var superligaspillerne ikke i tvivl om, hvem der har været bedst i sæsonen 2018/2019. Robert Skov er en suveræn vinder af Årets Profil i Superligaen.

Af Martin Dons

Man kunne godt se, at han var god i Silkeborg IF. At Robert Skov havde et ekstraordinært talent. Men det kommer nok alligevel bag på de fleste, at den 22-årige venstrekant i sin første sæson i FC København har markeret sig så stærkt hos løverne og bombet sig ind på topscorerlistens førsteplads med foreløbigt 26 mål i 30 superligakampe.

Det har også overrasket ham selv, indrømmer han.

- Sæsonen har været over al forventning. Jeg tror ikke, der var nogen, der havde regnet med, at det skulle gå så godt. Det havde jeg heller ikke selv. Så det har været en god sæson indtil videre. Forhåbentlig tager vi det danske mesterskab, som er det helt store mål. Så kan vi evaluere færdigt, når sæsonen er helt slut. Men indtil videre føler jeg, at det har været en opadgående sæson, hvor udviklingen har været god - både for holdet og personligt.

»Det betyder da ekstra meget, når det er kollegerne, der vælger, så det sætter jeg stor pris på, at de synes, jeg har gjort det godt. «

Men da superligaspillerne skulle stemme på Årets Profil i Superligaen, var de ikke i tvivl. Hele 66 procent af spillerne peger på Robert Skov som sæsonens bedste. Og det betyder noget, at det er kollegerne, der har peget på ham.

- Det er jo førstehåndsviden. Det er dem, der ved det bedst. Det betyder da ekstra meget, når det er kollegerne, der vælger, så det sætter jeg stor pris på, at de synes, jeg har gjort det godt. Det er jeg super beæret over og stolt af, siger Robert Skov, der har bygget på sit spil.

- Jeg føler, jeg er faldet bedre ind i spillet med mine holdkammerater. Relationerne er blevet bedre, og så har jeg fået lidt mere ro i mit spil, lidt mere ro i afslutningerne i de afgørende momenter. Og så giver den ekstra portion selvtillid også et ekstra nøk. Det at være en del af sådan et fantastisk hold og fantastisk omklædningsrum har også været med til at gøre, at det er gået, som det er.

Trives med pres og forventninger

Inden skiftet til F.C. København handlede det om overlevelse i Superligaen for Robert Skov i Silkeborg IF. Eller oprykning til den, hvis klubben var en tur nede at vende i den næstbedste række. Men i år er forventningerne anderledes. Alle kampe skal vindes, og det eneste, der tæller, er et dansk mesterskab.

- Der er jo kæmpe forskel på forventningerne, presset og størrelsen af klubben. Alt er jo bare kæmpestort her i forhold til i Silkeborg. Og det er ikke noget ondt om Silkeborg, for det er en fantastisk klub, og jeg har haft en fantastisk tid i Silkeborg, men det er bare meget mere professionelt og struktureret. Det kører bare snorlige.

»Vi er ikke bange for at sige, at vi skal vinde. Og det synes jeg er fedt, at vi melder det ud. Vi vil vinde, og vinder vi ikke, er det en skuffelse. Og det mærker man med det samme, man kommer hertil.«

- Vi skal vinde, vi skal vinde mesterskaber hvert år, vi stiler efter at være i Champions League, tilføjer Robert Skov, der fra start oplevede et andet pres, end han var vant til.

- Der er jo et indre pres på den enkelte på at præstere hver dag og gøre det godt for klubben. Og så er der jo presset på holdet, på gruppen, på trænerne, på os alle i huset om, at vi skal skabe resultater. Det kan man jo godt mærke, at det er bare en del af det. Det er bare sådan, det er. Sådan vil vi være i FCK, at vi har det pres. Vi er ikke bange for at sige, at vi skal vinde. Og det synes jeg er fedt, at vi melder det ud. Vi vil vinde, og vinder vi ikke, er det en skuffelse. Og det mærker man med det samme, man kommer hertil.

Omvæltning at flytte til hovedstaden

Inden for kridtstregerne har det stort set fra dag et kørt for Robert Skov. Men uden for banen indrømmer Årets Profil i Superligaen, at det har været en omvæltning at skifte de trygge og vante rammer i Silkeborg ud med en ny hverdag i København.

- Uden for banen var det et ret stort skifte at rive teltpløkkerne op og flytte. Det var sværere, end jeg havde troet, det der med at finde et sted, man følte sig hjemme i en lejlighed. Og dét der med at være væk fra familie, venner og kæreste. Det var sgu nok lidt sværere, end når man lige går i osteklokken og tænker over det. Så det var udfordrende det første halve år i forhold til at have et hjem og finde et sted, hvor jeg kunne bo, for det er ikke det nemmeste i verden at finde en lejlighed i København, siger Robert Skov.

Men nu har han fundet sig et hjem. Sit helle. I Superligaen har han længe følt sig hjemme. Og præsteret. Og altså i denne sæson så godt, at han med titlen som Årets Profil i Superligaen kommer i selskab med tidligere vindere som Thomas, Delaney, Nicolai Jørgensen, Pione Sisto, Jesper Grønkjær og sidste sæsonens vinder, Hany Mukhtar.

I årets afstemning fik FC Nordsjællands Andreas Skov Olsen næstflest stemmer, mens Robert Skovs holdkammerat Dame N’Doye kom ind på tredjepladsen. Med prisen følger også en Mercedes fra Hessel HiRE i en måned.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.