05. 06. 2021

Bomber mål ind: Nu scorer Kristensen prisen om Årets Profil i 2. division

Der er blevet lagt mærke til Mathias Kristensen i årets 2. division. Og det er ikke kun på grund af hans 201 centimeter. Med 18 mål inden sæsonens sidste kamp er han ligatopscorer og en vigtig brik i Nykøbing FC’s oprykning.

Et kæmpe skulderklap. Sådan kalder Mathias Kristensen selv det, han har fået af sine kolleger i 2. division. De har nemlig peget på ham som den bedste i den sæson, der bliver sat punktum for senere i dag.

- Det betyder en hel masse. Det er dejligt at få sådan et skulderklap og sådan en hæder fra modstandere. At de spillere, man spiller direkte overfor, har lagt mærke til mig og synes, at jeg har været ekstraordinær god, det er klart, det er et kæmpe skulderklap, siger Mathias Kristensen.

Med 18 ligamål inden sidste spillerunde har den 201 centimeter høje angriber sin store andel i, at Nykøbing FC efter bare et år i 2. division er tilbage i landets næstbedste række efter sommerferien. Mathias Kristensen kigger da også tilbage på en godkendt sæson.

- Den har været rigtig god. At lave så mange mål på så fint et niveau, det er jeg selv rigtig godt tilfreds med. Jeg vil vove at påstå, at det nok er min bedste sæson indtil videre.

- Jeg har også lavet mål andre steder, men i og med at det her har bragt os til en oprykning, og det har været mange vigtige mål undervejs, som har givet os point, så synes jeg, den her sæson har været bedst, siger Mathias Kristensen.

Superligadrømme

Den 27-årige angriber har tidligere begået sig i Superligaen, da han – lidt utraditionelt – skiftede fra Danmarksserieklubben Tarup Paarup IF til AC Horsens i 2018. Et år blev det til i den østjyske klub, inden fodboldvinden blæste ham til Falster.

I dag er der noteret otte superligakampe og to mål på fodbold-CV’et. Men står det til Kristensen, så skal dét CV udbygges yderligere.

- Det er helt klart min ambition. Jeg vil spille fodbold på så højt et niveau som overhovedet muligt. Og Superligaen er megafedt. Det er jo det største herhjemme. Det vil jeg rigtig gerne tilbage til.

- Jeg vil hele tiden blive bedre og spille så højt som overhovedet muligt. Og det er klart, at Superligaen er det store hovedmål, men lige nu er det så nok nærmere 1. division, men på sigt vil jeg rigtig gerne tilbage til det allerbedst niveau herhjemme i Danmark, slår angriberen fast.

Og et skridt på vejen kan være 1. division med Nykøbing FC, der ligesom Kristensen har en ambition om landets bedste fodboldrække.

- Det var selvfølgelig hårdt, at vi led det knæk, at vi rykkede ned, men samtidig tror jeg også, at vi via den her sæson har lært så meget af det. Vi har skullet samle os selv op og bygge en god base. Vi har haft en fremragende sæson, og inden sidste spillerunde har vi kun lidt to nederlag i 25 kampe, så vi har været stabile og gode som hold, og så har vi hver især leveret rigtig godt på banen.

Mathias Kristensen vinder prisen som Årets Profil i 2. division foran Næstveds Ahmed Hassan på andenpladsen, mens holdkammeraten Mathias Gehrt og Souheib Dhaflaoui fra B.93 deler tredjepladsen. Se de tidligere vindere her.

Back

SENESTE NYT

16.06.2021

Fokus på homofobi under EM-slutrunden

LÆS MERE
11.06.2021

Landsholdsspillere donerer millioner af deres EM-bonus til breddefodbold og fanaktiviteter

LÆS MERE
10.06.2021

56: Dommerformanden forklarer #5: 66 kampafgørende fejl blev korrigeret af VAR

LÆS MERE
05.06.2021

Vildt år for 19-årige Olivia Holdt: Landsholdsdebut og Årets Profil i Kvindeligaen

LÆS MERE
05.06.2021

Bomber mål ind: Nu scorer Kristensen prisen om Årets Profil i 2. division

LÆS MERE
31.05.2021

23-årigs kamp for karrieren

LÆS MERE