9

Presse9.5.2021

Brøndby Stadion er Danmarks Bedste Bane 2020/21

Hybridbanen på Brøndby Stadion er Danmarks bedste underlag. Det mener Superligaens anførere. Deres vurderinger viser dog også, at banernes niveau er svingende, og »det er et problem«, siger Thomas Lindrup, der er chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.

Brøndby Stadion er Danmarks Bedste Bane 2020/21

Af Michael Hehr

Rammerne har ikke været de samme i den her sæson. Men mens kulissen på Brøndby Stadion har været kedelig og umiskendelig, har banen, som spillerne har spillet på, været helt i top. Faktisk har den været så god, at Superligaens anførere har kåret hybridbanen på Brøndby Stadion som Danmarks Bedste Bane 2020/21.

Thomas Lindrup, der er fuld af begejstring over banen, hylder Chris Hague og resten af holdet, der er mændene bag banen.

- Vi må bare sige, at det er et imponerende stykke arbejde, som Chris og hans folk har leveret i denne sæson. Brøndbys bane har, siden den vandt prisen i 2016/17-sæsonen, ligget fast i toppen, og det vidner om, at Chris har leveret et godt, stabilt arbejde med banen i Brøndby i en årrække, og det kan man kun have stor respekt for, siger Thomas Lindrup.

»Det er et problem, at man møder så forskellige betingelser alt efter, hvilket stadion man spiller på«

Mindre begejstret er han dog for det generelle niveau i Superligaen. For hele syv baner dumper ifølge anførerne, og den store forskel på niveauet af banerne i rækken er et problem, mener Lindrup.

- Vi må konstatere, at der er for stor forskel på kvaliteten af banerne i Superligaen. Det er et problem, at man møder så forskellige betingelser alt efter, hvilket stadion man spiller på. Vi skal simpelthen have hævet bundniveauet for banerne i Superligaen. For vi kan jo se, at det er muligt at have gode baner i Danmark. En god bane er fundamentet for at kunne spille fodbold, og vi skylder spillerne at give dem de bedste betingelser for at præstere.

- Med til opgørelsen i år hører selvfølgelig også, at forårssæsonen begyndte historisk tidligt, fordi vi var i en ekstraordinær situation grundet coronapandemien. Men det ændrer ikke på, at forskellen på kvaliteten af banerne i Superligaen er for stor. Banerne er et punkt, som bør prioriteres højere i en del klubber, mener Thomas Lindrup.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Groundsmen fra Sydsiden

I Brøndby prioriterer de deres bane. Og groundsman Chris Hague er manden med ansvaret. Under sig har han to ansatte, og tilsammen plejer trioen fire baner. Chris Hague er ikke overraskende glad for at spillernes anerkendelse.

- At få det skulderklap fra spillerne er stort for os alle. Det inspirerer én til at gøre endnu mere, siger Chris Hague, der vinder ’Den Gyldne Greb’ for tredje gang.

- Det har været et langt år, og det har været hårdt, men vi har været i en situation, hvor vi har kunnet komme ud på banen hver dag under pandemien. Vi har været isolerede og ude i den friske luft. Det har været hårdt, men vi beklager os absolut ikke. Og det er dejligt at få ros og anerkendelse fra spillerne, tilføjer han.

»Vi har en af drengene fra tribunerne, hvor vi sidder lige nu, der arbejder fuldtid på stadionbanen. Det er fantastisk«

Nok har Chris Hague ansvaret. Men hans kollegaer, Niklas og ’Ø’, har også en aktie i Brøndbyspillernes gode baneforhold – både på træningsbanerne og stadionbanen. Begge er de blevet hyret af Hague efter frivilligt at have arbejdet med forskellige renoveringsprojekter.

Sammenhørigheden mellem fans, groundsmen, spiller og stab skaber synergieffekter, mener Chris Hague.

- Niklas er fra Sydsiden, så vi har en af drengene fra tribunerne, hvor vi sidder lige nu, der arbejder fuldtid på stadionbanen. Det er fantastisk. Det har jeg aldrig oplevet før. Det er godt for alle i klubben, fastslår Hague, der også taler varmt om den feedback, han får fra spillerne.

- Det er et afgørende element. Forbindelsen mellem groundsmen, stab og spillere i Brøndby er den bedste, jeg har oplevet. Og jeg har arbejdet flere steder rundt omkring i Europa. Og det er afgørende for det, vi gør, siger manden med ansvaret for Danmarks Bedste Bane.

Holdet bag Danmarks Bedste Bane får overrakt ’Den Gyldne Greb’ i forbindelse med aftenens hjemmekamp mod FC Midtjylland, der spilles kl. 18:00.

Samlet stilling:

1. Brøndby Stadion (Brøndby IF): 4,36 (4,07)
2. Aalborg Portland Park (AaB): 3,93 (3,73)
3. Parken (F.C. København): 3,79 (3,20)
4. Ceres Park (AGF): 3,50 (3,21)
5. MCH Arena (FC Midtjylland): 3,43 (4,53)
6. Cepheus Park Randers (Randers FC): 2,64 (3,53)
7. Lyngby Stadion (Lyngby BK): 2,64 (3,40)
8. CASA Arena Horsens (AC Horsens): 2,21 (2,79)
9. Sydbank Park (SønderjyskE): 2,21 (3,20)
10. Vejle Stadion (Vejle Boldklub): 2,15
11. Nature Energy Park (OB): 1,93 (3,13)
12. Right to Dream Park (FC Nordsjælland): 1,93 (1,73)

Parentes er sidste sæsons karakter.

Om Danmarks Bedste Bane

Spillerforeningen kårer sammen med Superligaens 12 anførere hvert år Danmarks Bedste Bane. Vinderen er den bane, der har fået det bedste gennemsnit efter 14 hjemmekampe. Jagten på den bedste bane blev skudt i gang fra forårssæsonens start i 2012. Udeholdenes anførere bedømmer efter hver runde kampbanerne. Målet er bedre baner og bedre fodbold.

Bygget på erfaringer fra England, Holland og Australien er målet at forbedre baneforholdene i den bedste danske række og samtidig hædre de klubber og groundsmen, der yder en særlig indsats for at forbedre spillernes betingelser på banen.

Rent praktisk foregår ratingen ved, at udebaneholdenes anførere efter hver kamp sender en SMS med en helhedsbedømmelse af banen fra 1-5; fra elendig til fantastisk. Ved sæsonens afslutning bliver Danmarks Bedste Bane fundet baseret på det bedste gennemsnit. Ratingen inkluderer alle Superligaens anførere.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.