14

Presse14.1.2021

Sofie Svava er Årets Kvindelige Talent 2020

Med prisen som Årets Kvindelige Talent for andet år i træk understreger Sofie Svava sit store talent. Det talent skal i de kommende år udfoldes i en af Tysklands største klubber, VfL Wolfsburg, og hun glæder sig til at tage næste step i sin karriere.

Sofie Svava er Årets Kvindelige Talent 2020

Af Michael Hehr

Det er kun gået én vej for Sofie Svava, siden hun for et år siden blev kåret til Årets Kvindelige Talent i Danmark af sine fodboldkolleger. Den 20-årige forsvarsspiller har etableret sig på Kvindelandsholdet, ligesom hun i det forgangne år var en profil i den svenske topklub Rosengård FC.

Og de mange flotte præstationer er blevet bemærket blandt hendes fodboldkolleger. For andet år i træk har de danske fodboldkvinder nemlig stemt på Sofie Svava som Årets Kvindelige Talent i Danmark.

- Det betyder meget, at ens holdkammerater og kolleger har stemt på en som den bedste i ungdommen. Det er mega nice. Det er et meget godt skulderklap at få. Det er selvfølgelig altid rart, at de synes, man gør det godt. Det giver en masse selvtillid, siger Sofie Svava i kåringsinterviewet i Spillerforeningens podcast, 'Spiller til Spiller'.

Hun kan se tilbage på et godt fodboldår, hvor hun i Sverige kæmpede med i toppen af Damallsvenskan for FC Rosengård og sluttede med en andenplads, ligesom hun har været i aktion i samtlige otte af Kvindelandsholdets kampe i 2020. Og i slutningen af året blev hun så præsenteret som ny spiller hos de tyske mestre, VfL Wolfsburg.

- Det er jo gået ret godt i forhold til, at jeg er blevet solgt til Wolfsburg. Og så har det jo været lidt et mærkeligt fodboldår på grund af corona, men jeg synes, jeg har gjort det godt, så jeg er meget tilfreds med at få prisen.

»Jeg tænker ikke så meget på min alder. Jeg tænker mere på, hvor jeg er i forhold til niveau, og hvor meget jeg har brug for at udvikle mig. Jeg synes, jeg har en god pakke til at spille på et af de bedste hold«

- Jeg skal selvfølgelige bevise mit værd (i Wolfsburg, red.). Det er også en af de måder, man tester sig selv på ved at tage en chance og se, hvor man står i forhold til et af verdens bedste hold. Men jeg går da stærkt efter at etablere mig på holdet. Det er et af mine mål. Men nu må vi se, hvordan det går her i opstarten. Jeg håber selvfølgelig, jeg får masser af spilletid, siger den 20-årig wingback, der ikke tillægger sin unge alder stor betydning i forbindelse med skiftet.

- Jeg tænker ikke så meget på min alder. Jeg tænker mere på, hvor jeg er i forhold til niveau, og hvor meget jeg har brug for at udvikle mig. Jeg synes, jeg har en god pakke til at spille på et af de bedste hold. Jeg skal selvfølgelig udvikle mig endnu mere, men jeg føler, det er det rette for mig. Jeg føler, timingen er god, og jeg føler mig klar mentalt, slår Svava fast om sit skifte til VfL Wolfsburg, som har vundet det tyske mesterskab de seneste fire år i træk.

- Grunden, til at jeg valgte Wolfsburg, var, at det er en mega-fed klub. Det er et professionelt setup, og den måde, de spiller på, synes jeg, passer mig ret godt. Så jeg tænkte, hvorfor ikke tage chancen, siger Sofie Svava, der med skiftet træder i fodboldsporerne på Pernille Harder, der også tog turen fra svensk fodbold til VfL Wolfsburg, inden hun i sommer blev solgt til engelske Chelsea.

- Jeg har ikke rigtigt tænkt over, at det ligesom var hendes vej. Men det er jo gået godt for hende, så jeg håber, det også går godt for mig, smiler Sofie Svava, der nu kan se frem til timer på skolebænken, da hun med skiftet begynder på tyskundervisning i Folkevognsbyen.

Om Årets Kvindelige Talent

Den prestigefyldte titel uddeles én gang om året til den mest lovende, danske spiller i den danske liga eller udlandet, som er under 22 år på afstemningstidspunktet.

Valget foretages af fodboldspillere i den hjemlige Danmarksturnering og de danske udenlandsprofessionelle. Det er ikke muligt at stemme på en spiller fra sin egen klub.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.