08. 11. 2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

Jeg har aldrig været i tvivl om mit talent. Men jeg har ikke altid vidst, hvordan jeg skulle udfolde det. Det har været medvirkende til dårlige karrierevalg. I Viborg havde jeg det så dårligt, at jeg en overgang mistede lysten til fodbold.

AF DAVID BOYSEN

Jeg har altid haft talentet, men jeg har aldrig været 100 pct. sikker på, hvordan jeg skulle udfolde det. Det er nemt at sige, at jeg i mine unge år, da jeg var 18 og i starten af 20’erne, ikke var klar. Men jeg vidste åbenbart ikke, hvad der skulle til. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at være professionel fodboldspiller. Der var der andre spillere, der var klogere, end jeg var. De var mere afklaret i forhold til, hvordan man får succes.

Det var altid min plan, at jeg skulle i Superligaen. Det vidste jeg med mig selv, og det vidste de også i Lyngby. Det endte med et skifte til Viborg. Der gik alt galt

At jeg ikke har vidst, hvad der skulle til for at udfolde mit talent, har gjort, at jeg er blevet holdt tilbage af mig selv. Efter nogle hårde oplevelser i Lyngby med racisme, fans og det ene og det andet, så blev Lyngby min tryghedszone. Mine første år i Lyngby var ikke de bedste, men de lærte mig nogle ting.

Det var altid min plan, at jeg skulle i Superligaen. Det vidste jeg med mig selv, og det vidste de også i Lyngby. Det endte med et skifte til Viborg. Der gik alt galt.

Auri så mig ikke som guds gave

Det var Ove Christensen, jeg skrev under med og som lokkede mig til Viborg. 14 dage efter jeg ankom, stoppede han. Ind kom i stedet Auri Skabalius. Jeg ved ikke, hvad det var med mig og Auri, men vi fungerede ikke sammen. Han så mig ikke som guds gave, og jeg var heller ikke stor fan af ham. Jeg brød mig ikke om spillestilen, vi spillede ikke godt og jeg fik ikke så meget spilletid, som jeg havde håbet på.

Det var nok en af mine større fejl, at jeg havde travlt med at nå en masse. Jeg var først lige kommet derop, og jeg var kun 22, som trods alt er en ung alder, men alligevel havde jeg travlt med at forestille mig, hvad jeg skulle efter Viborg

Jeg havde det ikke godt i Viborg. Jeg følte, at det var dér, jeg skulle slå igennem i Superligaen. Jeg troede, at det var der, jeg skulle nå alle de ting, jeg havde drømt om, men sådan gik det ikke. Det var nok en af mine større fejl, at jeg havde travlt med at nå en masse. Jeg var først lige kommet derop, og jeg var kun 22, som trods alt er en ung alder, men alligevel havde jeg travlt med at forestille mig, hvad jeg skulle efter Viborg.

Jeg havde for travlt, og det var en af grundene til, at alt gik galt.

Det havde jeg allerede i Lyngby. Jeg skulle som sagt i Superligaen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Før skiftet havde jeg også et kontrakttilbud fra Esbjerg, men jeg så en kortere vej til startopstillingen og til at komme væk igen fra Viborg. 

Mistede lysten til fodbold

Når jeg ser tilbage, kan det da godt være, at Esbjerg havde været et bedre valg. Da jeg endelig var færdig i Viborg, var jeg på vippen til at stoppe med at spille fodbold. Jeg elsker fodbold, og det har jeg altid gjort, og jeg tror nu heller aldrig, jeg var nået frem til en konklusion om at stoppe, men når jeg vågnede om morgen og gik i seng om aftenen, var det ikke fodbold, jeg havde lyst til.

Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, jeg vidste ikke, hvor jeg skulle være, og jeg var i en klub, der var rykket ned i 1. division og som ikke vidste, om de ville bruge mig. Og jeg havde ikke lyst til at være der. Jeg var ikke faldet til på holdet eller i Viborg by. Jeg ville bare gerne væk.

Det næste problem var, at jeg ikke vidste, hvor jeg skulle tage hen. Jeg hørte om andre jyske klubber, som var rykket op i Superligaen, men jeg blev helt skræmt af det. Så lidt havde jeg lyst til det. ”David, det kan jo ikke være rigtigt, at du så lidt har lyst til at spille fodbold i en Superligaklub”, tænkte jeg.

Der var lidt med økonomien, men jeg sagde til ham, at det skulle jeg nok løse. Jeg er hverken Ronaldo eller Pogba, så transfersummen var ikke den største, men jeg betalte selv halvdelen af overgangssummen, og jeg gik også meget ned i løn for at få skiftet på plads

Jeg ville ikke lade mig slå ud. Der er ikke noget, der har været givet på forhånd til mig. Der er ikke nogen, der skal have ondt af mig, men det har det sgu ikke. Jeg har arbejdet for det, jeg har. Efter at have samlet energi og have fået det hele lidt på afstand efter en kort ferie, tog jeg selv kontakt til Jack Majgaard, der var træner i Lyngby på det tidspunkt. Han var assistent, da jeg var i klubben tidligere, og jeg så det som den eneste mulighed for at komme tilbage. Ellers vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre for at være helt ærlig.

Han var med på den. Der var lidt med økonomien, men jeg sagde til ham, at det skulle jeg nok løse. Jeg er hverken Ronaldo eller Pogba, så transfersummen var ikke den største, men jeg betalte selv halvdelen af overgangssummen, og jeg gik også meget ned i løn for at få skiftet på plads. Faktisk mere end 50 pct., selvom jeg jo havde en tre-årig kontrakt i Viborg. Det var ikke pengene, der var det vigtige. Det var underordnet. Penge er ikke noget værd, hvis man ikke smiler.

Lyngby dummede sig

Det var ikke alle, der stod og klappede, da jeg kom tilbage til Lyngby. Men sådan måtte det være. Jeg var glad for, at klubben gav mig den mulighed, for det var det, der skulle til for mig. Nedturen i Viborg havde gjort mig klogere.

Jeg scorede 12 mål i de første seks måneder. Vi bragede derudaf og havde kurs mod Superligaen. Jeg blev kåret som Årets Profil i 1. division og var egentlig bare en lykkelig mand igen. Det varede dog ikke længe, for jeg fik en fibersprængning i det, der blev et katastrofalt forår, hvor vi smed oprykningspladsen. Jeg var ærgerlig over, at jeg ikke kunne hjælpe holdet, men bare kunne se til, mens billetten til Superligaen forduftede weekend efter weekend.

Det endte med, at Jack blev fyret, og at David (Nielsen, red.) kom ind. Jeg var glad for Jack, men det var den rigtige beslutning, og David var den rette at få ind, hvilket jeg også sagde, da jeg blev spurgt ind til ansættelsen af ham. Med David kom vi flyvende fra start. Han tog en vindermentalitet med sig, som vi manglede. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi nok skulle rykke op med ham. Jeg var helt overbevist.

Vi er egoistiske som fodboldspillere. Vi vil gerne have anerkendelse, og det synes jeg ikke, jeg fik, da de afviste min henvendelse. De ville vente til efter sæsonen

Det så også sådan ud, da jeg gik op og bankede på ledelsens kontor og bad om en kontraktforlængelse. På det tidspunkt havde jeg scoret 10 mål i sæsonen, og der var tre måneder til, at jeg kunne forhandle med andre klubber, så jeg tænkte, at det var det perfekte tidspunkt for alle at forlænge. Jeg var blevet klogere og mere afklaret, end jeg havde været tidligere i karrieren, og jeg havde en fornemmelse af, at det var med Lyngby, jeg skulle tilbage i Superligaen, fordi jeg havde det godt i klubben.

Jeg holder af og har respekt for den måde, Lyngby har gjort og gør tingene på, men i den situation dummede de sig.

Jeg var topscorer i ligaen, vi lå nummer et. Min kontrakt var ved at løbe ud, så jeg ville vise dem, at jeg var dedikeret. Jeg mærkede dog ikke samme dedikation og respekt den anden vej, og det sårede mig. Vi er egoistiske som fodboldspillere. Vi vil gerne have anerkendelse, og det synes jeg ikke, jeg fik, da de afviste min henvendelse. De ville vente til efter sæsonen. I sidste ende betød det, at jeg lettere kunne komme videre. Det var dumt af dem, og det ved de også godt.

Fortsættes…

David Boysen

  • Født den 30. april 1991
  • Kantspiller i Roda JC
  • Har tidligere spillet i AB, Lyngby BK, Viborg FF og Brøndby IF

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE