20. 12. 2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

Jeg havde store planer for 2016. Der var store kampe og ikke mindst store oplevelser i vente. Jeg endte med at få 15 minutter.

AF SOFIE JUNGE PEDERSEN

2016 skulle have været mit år. Men sådan gik det ikke. Tværtimod.

Alt var ellers kørt i stilling til, at det kunne være blevet mit år. Efter en turbulent første halvsæson, hvor det på grund af en anden skade bare blev til otte kampe for min nye, svenske klub, FC Rosengård, var jeg tilbage, og jeg var fit. Jeg glædede mig enormt til at komme i gang. Både individuelt og som hold gik vi en række spændende udfordringer i møde. 2016 kunne være blevet mit år, men indtil nu har det i stedet været et mareridt.

Bang. Der lå jeg så. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde slået hovedet, men jeg rejste mig egentlig bare op og spillede videre

Det gik allerede galt ved årets første træning. I jagten på at nå en bold før min modstander, trådte jeg i bolden og fik på en eller anden måde drejet min krop, så jeg landede med panden lige ned i banen. Bang. Der lå jeg så. Jeg kunne godt mærke, at jeg havde slået hovedet, men jeg rejste mig egentlig bare op og spillede videre. Jeg havde fået et slag, men ellers mærkede jeg ikke noget til det.

De følgende dage både deltog og præsterede jeg i to træningspas og en test. Jeg mærkede ikke nogle gener, som jeg tænkte var alvorlige, da jeg jo både kunne træne, se fjernsyn og være på computeren. Fem dage efter begyndte mit syn at blive lidt underligt, så der gik jeg ud af træningen.

Jeg var deprimeret

Siden da har jeg mere eller mindre været sat ud af spil. Det var ikke fordi, jeg havde så meget hovedpine den første måned. Jeg havde hele tiden en opfattelse af, at jeg bare skulle tilbage på træningsbanen så hurtigt som muligt. ”Det tager et par dage, og så er du tilbage igen”, fortalte jeg mig selv. Efter den første måned troede jeg, at det var nu. Jeg løb meget og lavede mange ting.

I stedet for et gensyn med træningsbanen blev det mit første tilbageslag. Jeg fik det værre.

Dengang vidste jeg ikke, hvordan en hjernerystelse måtte føles. Med den viden, jeg har nu, havde jeg ageret anderledes. Nu kan jeg godt se, at jeg havde det for dårligt til at kunne træne og ikke mindst øge min træning.

Forløbet gentog sig flere gange, hvor jeg syntes, jeg fik det bedre, øgede min træning med et par procenter højere puls på kondicyklen, og blev slået tilbage igen. I starten af april gik det så rigtig galt. Hvor de andre tilbageslag havde sat mig et par trin tilbage, fik jeg det denne gang meget værre, end jeg overhovedet havde haft. Derfor valgte jeg at tage hjem til mine forældre og besluttede mig for at være der, indtil jeg havde fået det markant bedre. Det tog 2,5 måneder. I 3-4 uger lå jeg med lukkede øjne i 20 af døgnets 24 timer. Det var ekstremt.

Jeg havde ikke en depression, men jeg var deprimeret. Jeg var meget ked af det, fordi jeg blev så isoleret. Fordi jeg isolerede mig selv

Det var ikke så meget hovedpinen. Det var i langt højere grad det psykiske. I sådan en situation aner man ikke, hvor lang tid det kommer til at tage. Det er der ingen, der kan spå om. Derfor var det hårdt mentalt. Jeg tænkte nogle gange, at det ville vare ved et år.

Det handlede heller ikke kun om hjernerystelsen. Jeg havde et år tilbage af kontrakten, havde været en del skadet i 2015 og nu lå jeg så der med mine øjne mere lukkede end åbne. Det skaber et pres. Det er vigtigt for mig at fastslå, at klubben hverken havde eller har gjort noget for at presse mig, men jeg oplevede det som et pres. Det kan ikke undgås i den situation.

Jeg havde ikke en depression, men jeg var deprimeret. Jeg var meget ked af det, fordi jeg blev så isoleret. Fordi jeg isolerede mig selv. Jeg ville gerne så hurtigt som muligt tilbage, og derfor trak jeg mig tilbage. Det er meget ensomt. Mit liv var blevet sat fuldstændigt på standby.

Samtidig havde jeg svært ved at acceptere, at jeg var skadet. Det tog lang tid, og det tog også for lang tid. Jeg havde virkelig set frem til alt det, jeg skulle med FC Rosengård og med landsholdet.

Den værste skade

En hjernerystelse er ikke som andre skader. Man kan hverken se eller måle den. Den er uhåndgribelig. Jeg vil gå så langt som at sige, at det er den værste skade, man kan få. Det behøver ikke nødvendigvis at være den skade, der holder én ude i længst tid, men intensiteten af den er enestående på den dårlige måde.

Der endte med at gå 10 måneder fra jeg fik hjernerystelsen, til jeg var tilbage og spille kamp igen, og det vil jeg stadig hellere gå igennem igen end at få en alvorlig knæskade, der kan tage over et år. Men en hjernerystelse er meget intens, fordi den rammer alt. Det er 24 timer i døgnet, man tænker over, hvordan man har det.

Man kan godt hvile knæet, mens man laver noget andet, men man kan ikke bare parkere hjernen. Den bruger man til alt. Derfor har en hjernerystelse konsekvenser, som rækker langt ud over det sportslige aspekt, og det tærer på psyken

Ved en korsbåndsskade kan man indgå i sociale relationer, men det kan man ikke ved en hjernerystelse. Man kan godt hvile knæet, mens man laver noget andet, men man kan ikke bare parkere hjernen. Den bruger man til alt. Derfor har en hjernerystelse konsekvenser, som rækker langt ud over det sportslige aspekt, og det tærer på psyken.

Af samme årsag skal man også nogle gange opveje, hvad der er vigtigt. Er det vigtigst, at jeg hviler min hjerne, men fortsætter med at være ked af det. Eller skal jeg betale en lille, fysisk pris for at få det bedre psykisk? Det er min opfattelse, at det er en balancegang. Selvfølgelig skal du lytte til din krop og de signaler, den sender i form af eksempelvis hovedpine. Men du skal altså også lytte til din psyke.

Selvom jeg nåede at spille lidt kamp i år, var det stadig ikke på 100 pct., da jeg ikke kunne lave hovedstød og stadigvæk arbejder på at træne det op igen. Samtidig får jeg nogle gange hovedpine, hvis jeg over flere dage laver for meget, og jeg forventer, at det vil tage lang tid før alt er som før igen. Hvor lang tid kan ingen spå om.

Det er det, jeg har erfaret. Og det er blandet andet den erfaring, jeg gerne vil dele med andre, som måske ender i samme situation. Det, tror jeg, er vigtigt. Jeg har opsummeret mine erfaring i disse fem råd:

Vær tålmodig: Lad være med at forcere dit forløb. Hvis du gør det, bliver du slået tilbage til start
Vær egoistisk: Du er nødt til at være egoistisk. Sig fra i forhold til at handle ind, lave mad, svare på beskeder og lignende. Du er nødt til at tage hensyn til dig selv.
Det går over: Du kan ikke undgå at overveje, om det nogensinde forsvinder. Det gør det. De andre tanker gør ikke noget godt for din psyke.
Mærk ordentligt efter: Pas på det fysiske, men vær klar over, at det kan være en hjælp at pleje det psykiske.
Få hjælp: De fleste hjernerystelser tager bare to uger, men tager det længere tid, bør man opsøge nogle specialister i hjernerystelser. Jeg har selv gået til kiropraktorer med speciale i hjernerystelser, og selvom jeg ikke har oplevet, at de har kunnet skabe mirakler, så har de guidet mig igennem forløbet, lavet undersøgelser af mine øjenbevægelser og behandlet min nakke, der som de fleste andre med hjernerystelse har været meget belastet.

Sofie Junge Pedersen

  • Født den 24. april 1992
  • Midtbanespiller i FC Rosengård
  • Har tidligere spillet i Skovbakken og Fortuna Hjørring
  • Landsholdsspiller siden 2011

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE