24. 10. 2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

Da jeg var 27, blev jeg klar over, at jeg snart skulle tage hul på livet efter fodbold. Tilværelsen var hård, og da karriestoppet kom, skabte det et tomrum. Det er nu udfyldt af min nye hverdag.

AF MARTIN BERNBURG

Hvad skal der ske, når jeg ikke kan spille fodbold mere?

Det var et spørgsmål, jeg måtte finde svar på i en alder af 27 år. Jeg vidste, at der snart ikke var mere fodbold i mit knæ. Det havde været mange år undervejs.

Jeg stod op hver morgen og skulle mærke og vurdere, hvor ondt jeg havde i knæet, og hvor meget jeg derfor kunne deltage i træningen. På et tidspunkt blev det for hårdt og for trist til, at det var værd at prøve at fortsætte. Det var som et hul, jeg skulle grave mig op af hver morgen for at sætte mig ud i bilen og køre til træning.

Et år senere var jeg blevet 28 år og havde et halvt år tilbage af min kontrakt, og jeg havde luftet tanken om karrierestop over for Thomas Frank i Brøndby.

Jeg blev kaldt ind på Per Ruds kontor. Han spurgte, om jeg havde overvejet at stoppe med fodbolden, nu hvor kontrakten inden længe udløb. Vi tog en snak, og det endte med, at Per Rud tilbød mig at blive assistent for U19-holdet i klubben. Herved kunne jeg få en mulighed for at se, om trænergerningen var noget, jeg kunne tænke mig at følge op på.

Det blev et halvt år, hvor jeg fandt ud af, hvad trænergerningen kræver, og det er ikke så lidt. Jeg var flere gange ude på dybt vand og fandt ud af, hvad det betyder at skulle stille krav til andre, og hvad der skal til for at tænke ud af boksen. Jeg kunne ikke bare falde tilbage på tidligere erfaringer, men skulle pludselig ”tænke selv”.

Læs også: Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

En uselvstændig tilværelse

Det er jo netop det, der sker som professionel fodboldspiller. Man behøver nærmest ikke bruge hovedet til andet end at præstere på fodboldbanen.

Når jeg ser tilbage, blev jeg passiv i min hverdag, da jeg spillede fodbold.

Stod op om morgenen i sidste øjeblik, kastede mig ned i bilen og drønede til træning, hvor morgenmaden og kaffen var klar til at blive spist og drukket. Jeg kunne gå ind og finde mit tøj, som var lagt frem, så jeg ikke skulle lede efter træningsudstyret. Jeg kunne gå ud på banen, hvor keglerne var sat ud, og trænerne var klar til at træne mig, og efter træning kunne jeg gå ind og gøre det, jeg følte for af fysisk træning på dagen, og så kunne jeg ellers drøne hjem igen. Klokken var sjældent mere end 14:00, før jeg igen sad i sofaen derhjemme.

Det er netop det, der er så svært efterfølgende. Der er ingen, der serverer noget for mig længere. Det kan lyde forkælet, men det er sådan, det er for mange fodboldspillere. Nu skal jeg selv tage initiativ og selv lave min hverdag.

Hvad så nu?

Jeg læser idræt ved Københavns Universitet og har lige afsluttet mit første år. Det har været, som jeg havde håbet på.

Når jeg har brugt det meste af mit liv på fodbold, så kan det ikke undgås, at der bliver en overgang med tomhed efter et stop med fodbold. Fra jeg var 14-15 år gammel, har hele min hverdag og min families hverdag været sat op på, at der skulle tages hensyn til min fodbold.

Det har betydet rigtig mange missede fødselsdage. Jeg missede også mere eller mindre min storesøsters bryllup, fordi jeg først nåede frem, da alle minus to var gået i seng.

Men det er netop denne følelse af, at alt bliver sat på ét bræt, som gør det specielt og svært, når man ikke har fodbolden mere. For nu er det noget, jeg nyder fantastisk meget. At kunne komme til alle fødselsdagene, at kunne fejre mine niecer og nevøer og specielt at kunne være med hele dagen, når min egen datter fylder år. Men i starten var det netop denne mangel af at have en autonomiseret hverdag med fodbold, som manglede.

Nu har jeg fundet denne nye interesse og hverdag i mit studie. Det har uden tvivl gjort fodbolden til fortid, uden at jeg har nogen som helst fortrydelse af mit stop eller afsavn af den gamle hverdag.

Læs også: Mit (foreløbige) farvel til fodbold

Jeg har haft en drivkraft fra start af i studiet, som handlede om at blive klogere på den verden af fodbold, jeg har dyrket hele mit liv. Det har været muligt for mig at finde en overførbarhed og sammenhæng mellem studiet og fodbold i mange af de fag, jeg har været igennem. Alt fra hvor meget den sociale/pædagogiske/psykologiske praksis betyder for et hold, til at opnå viden om træningsøvelser i andre sportsgrene (ex. atletik), som jeg kan se fungere i fodboldverdenen.

Jeg har haft mange ahaoplevelser i løbet af mit første år som studerende, og derudover har det specielt været svært at finde disciplinen i at skulle læse og studere. For når man ikke har undervisning og forelæsninger, er der mindst lige så meget arbejde i at skulle læse lektier til dagen efter.

Ahaoplevelser

Det sidste fag, jeg afsluttede før sommerferien (to måneders ferie!), hed læring i idrætspraksis. Det virkede ikke som et fag, der ville komme i ovenstående kategori om overførbarhed.

Men så havde vi en forelæsning, der bl.a. handlede om Csikszentmihalyis flow-teori. Jeg havde selv arbejdet meget med det at være i flow i træning og kampe, og det er en egenskab, jeg har kunne bruge for at præstere optimalt. Jeg vidste, at man var i en tilstand, hvor man ikke tænkte men bare ydede og spillede på intuition, og dermed blev ens reaktioner skarpere og hurtigere.

Jeg havde dog aldrig læst om teorien, men nu lå nogle af Csikszentmihalyis tekster altså foran mig, og jeg kunne blive klogere på, hvad jeg egentlig havde arbejdet med, når jeg prøvede at komme i flow igennem min fodboldkarriere.

Nu fik jeg teoretiseret min fodboldpraksis og det mentale mind-set, jeg havde arbejdet med. Det blevet gjort anvendeligt i en anden sammenhæng end fodbold, nemlig i en studiesammenhæng omkring læring. Jeg kunne nu bruge mine egne erfaringer netop om denne teori, ”flow”, og samtidig få lagt flere brikker på min egen erfaring for at få en bredere teoretisk forståelse.

Netop flow-teori er et spændende emne. Teorien sætter ord på en tilstand, som alle fodboldspillere oplever at være i. Derfor er det også et emne, som jeg vil beskrive et andet indlæg på et senere tidspunkt.

Fortsættes…

Om Martin Bernburg

  • Født den 26. december 1985
  • Idrætsstuderende ved Københavns Universitet
  • Har tidligere spillet i FC København, FC Nordsjælland og Brøndby IF

Tilmeld dig Spillernes Stemmes nyhedsbrev

Tilbage

19.07.2017

Det er svært at vænne sig til at tabe

LÆS MERE
29.06.2017

Drømmen om professionel fodbold gik i opfyldelse

LÆS MERE
26.06.2017

Der er altid sprækker i døren

LÆS MERE
22.05.2017

Jeg tror, de andre spillere troede, jeg var en praktikant

LÆS MERE
29.03.2017

”For fanden, Jensen, jeg brænder aldrig”

LÆS MERE
13.03.2017

Guide: Sådan slår du ikke igennem i FCK

LÆS MERE
15.02.2017

SPIS ELLER BLIV SPIST: JEG BLEV DET DYR, DE EFTERLYSTE

LÆS MERE
13.02.2017

Ikke nok at være lige så god, når man er fra Danmark

LÆS MERE
08.02.2017

Ville væk fra folkeskolelærernes socialistiske fodbolddanmark

LÆS MERE
03.02.2017

Da fodboldspilleren blev pædagog

LÆS MERE
12.01.2017

Stenkast og bål og brand i Beograd

LÆS MERE
20.12.2016

Mit liv blev sat fuldstændig på standby

LÆS MERE
17.11.2016

Så stod Auri der kraftedeme igen

LÆS MERE
08.11.2016

Mistede lysten til fodbold i Viborg

LÆS MERE
24.10.2016

Når der ikke er mere fodbold tilbage i knæet

LÆS MERE
11.10.2016

»The Dane is fucking crazy«

LÆS MERE
10.10.2016

Ligegyldigt hvem jeg står over for, tror jeg på, jeg er bedre

LÆS MERE
10.10.2016

Mit (foreløbige) farvel til fodbold

LÆS MERE
10.10.2016

Spillerforeningen lancerer Spillernes Stemme

LÆS MERE