02. 05. 2018
Elitefodbold bygger på en kultur, der gør mennesker syge
AF MORTEN LEVINSEN
14 pct. er bekymrede. 18 pct. lider af angst eller depression. Mere end 15 pct. har søvnproblemer.
Det står lige dér. Sort på hvidt. Fodbold bygger på en kultur, der gør mennesker syge. Tallene er fra en undersøgelse, som den internationale spillerforening, FIFPro, har udarbejdet i samarbejde med Spillerforeningen, Håndbold Spiller Foreningen, 4player og UCN. Den blev offentliggjort i slutningen af 2017.
Du kan også høre Mortens historie – fortalt af ham selv – som podcast:
De skræmmende tal, jeg har oplistet ovenfor, dækker over aktive, danske fodboldspillere. Spillere, der i et større perspektiv kan være glade for, at de spiller i Danmark. For det står endnu værre til globalt set. Der er 15 pct. af de aktive ifølge undersøgelsen bekymrede, 38 pct. lider af angst eller depression, mens 23 pct. har søvnproblemer.
Hvem siger stop?
Jeg gentager gerne mig selv: Hvis de her tal er sande, så bygger fodbold på en kultur, der – som den er nu – gør mennesker syge. Det må da give stof til eftertanke hos andre end mig. Alligevel kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv om, hvor de mennesker er, der siger stop, er? Tallene er opsigtsvækkende, men vækker de reelt opsigt?
Ja, vi skal selvfølgelig få de bedste og største talenter frem, fremme vores fodbold og fremme underholdningen. Det er klart. Men når vi gør det, så må der også være en forpligtigelse til at gribe, tage hånd og kere om de mennesker – hvad enten de bliver professionelle fodboldspillere, har indstillet deres karriere eller ikke klarer cuttet i ungdomsårene.
Dem, der virkelig skal lytte, er politikere, fædre, ledere, trænere og talentchefer. Det er dem, der, synes jeg, har noget at tænke over. Kig på tallene. Der er noget helt galt
Det må være muligt at få hele mennesker – og ikke syge mennesker – igennem og ud af fodboldverdenen. Det må kunne lade sig gøre. Men vi har tydeligvis ikke fundet formlen endnu, og hvad værre er, så lader det ikke til, at det reelt bekymrer nogen. Der er i hvert fald ikke nogen, der har råbt højt nok endnu. Derimod tillader vi, at fodboldklubber henter børn – med streg under børn – med et løfte om, at nu bliver børnene excellent.
Det ville være nemt at sige, at jeg har et ønske om at påvirke en spiller eller to med min historie. At jeg håber at kunne gøre en forskel for én enkelt spiller. Det vil jeg også, men dem, der virkelig skal lytte, er politikere, fædre, ledere, trænere og talentchefer. Det er dem, der, synes jeg, har noget at tænke over. Kig på tallene. Der er noget helt galt.
Kan ikke være ham, der var fodboldspiller
Jeg er et produkt af systemet. Jeg er et produkt af elitefodboldens syge kultur. Misforstå mig ikke: Fodbold har udelukkende været et godt bekendtskab for mig. Det er vigtigt for mig at understrege. Jeg har spillet fodbold hele mit liv med alt, hvad det indebærer, og det har været pisse sjovt.
Det ændrer ikke på, at jeg – selvom jeg ’bare’ har været divisionsspiller – i en eller anden udstrækning kan se mig selv i de tal. En af de ting, der ligger til grund for den syge kultur, er tab af identitet, og det har jeg også oplevet. Som så mange andre fodboldspillere, der lægger støvlerne på hylden, har jeg også oplevet udfordringer bagefter.
Det der ”bagefter” kom tidligt for mig. For kort tid siden, i en alder af 23 år, valgte jeg nemlig at indstille min karriere. Det var skræmmende. På den anden side af fodbolden gik det nemlig op for mig, at jeg ikke anede, hvem jeg var. Jeg vidste godt, hvem fodboldspilleren Morten var, men jeg anede ikke, hvem personen Morten var. Det blev jeg pludselig tvunget til at finde ud af. Jeg behøver selvfølgelig ikke at vide alt om, hvem jeg selv er som 23-årig, men det er ikke desto mindre en voldsom oplevelse først at gå i gang med den proces i den alder.
Fra jeg var 11 år, fik jeg fortalt, hvor jeg skulle være mandag, tirsdag, torsdag, fredag og lørdag. Hvad jeg skulle spise. Hvem jeg måtte hænge ud med. Hvad mit mindset skulle være. Fra jeg var 9, til jeg blev seniorspiller, var der vel et dusin trænere eller holdledere, der fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, spise og tænke for at blive fodboldspiller. De udstak en retning og nogle klart definerede rammer for mig og de andre håbefulde drenge.
Jeg tror ikke på, at man kan være noget, man var. Jeg kan ikke være Morten – ham, der var fodboldspiller. Jeg kan være Morten, der er et eller andet nu
Det betød, at der var utrolig mange ting, jeg som person ikke behøvede at gøre mig overvejelser om. Så længe jeg bare var fodboldspiller og holdt mig inden for de her rammer, så havde jeg min identitet. Så kunne jeg tage til familiefødselsdag og være velset, jeg kunne tage til fester og være velset, møde svigerfamilien, tage i byen og så videre. Jeg behøvede ikke mere end det. Det var nok bare at sige; ”jeg er fodboldspiller.” Selv på mit, trods alt, beskedne niveau.
Det havde den effekt, at jeg, da jeg stoppede med at spille fodbold, havde en masse krav til, hvordan verden skulle se på mig, og hvordan jeg skulle se på mig selv. Fordi selv som divisionsspiller har mine omgivelser fortalt mig, at jeg var god nok til at hænge ud med de seje mennesker, eller at jeg var god nok til bare at vade ind hos svigerfamilien og være velset, fordi jeg var fodboldspiller.
Men det stopper. Og lige pludselig kan anerkendelsen ikke komme ud fra, at jeg har været fodboldspiller. For jeg tror ikke på, at man kan være noget, man var. Jeg kan ikke være Morten – ham, der var fodboldspiller. Jeg kan være Morten, der er et eller andet nu.
Psykologen med det helt forkerte spørgsmål
Med andre ord skulle jeg altså finde en ny måde at honorere mine krav til omgivelsernes opfattelse af mig. Det er enormt høje krav at stille til sig selv, når jeg aldrig er blevet bedt om at reflektere over livet. Hvem jeg er, eller hvordan forskellige ting påvirker mig. Og jeg vidste ikke, hvem jeg var. Jeg har arbejdet, studeret og været ude at rejse, men uanset, hvor jeg har været, og hvem jeg har mødt, har jeg altid været fodboldspilleren Morten.
Så da jeg stoppede, opsøgte jeg en psykolog. Faktisk opsøgte jeg to – den første var jeg kun hos én gang. Jeg fortalte ham, at jeg ikke kunne finde ud af, hvem jeg nu skulle være, når jeg ikke kunne være fodboldspiller længere. Og så spurgte han: ”Kan du ikke bare sige, at du hedder Morten, og at du engang har været fodboldspiller?”
Læs også: Episode 03: Jens Gjesings bratte karrierestop og livet efter fodbold
Det var det helt forkerte spørgsmål. For hvis der var noget, jeg ikke kunne sige – og ikke kan sige i dag – så var det, at jeg havde været fodboldspiller. Jeg kan ikke lukrere på en eller anden fortid. Jeg kan ikke være noget, jeg var. Jeg kan kun være noget, jeg er. Da det spørgsmål blev stillet – hvor forkert det end var – så gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvad jeg skulle sige, når folk spurgte, hvem jeg var. ”Hvad fanden skal jeg sige?” Jeg vidste det ikke.
Det, tror jeg, skyldes, at fodbold er definerende. Det er utrolig identitetsskabende for dem, der spiller spillet. For fodboldspillerne. Selv som divisionspiller bliver du sat op på en vanvittig piedestal, og det er en lillebitte boble, du lever inde i. Det eneste, du behøver at sige for at få anerkendelse, når du møder mennesker, er; ”jeg er fodboldspiller”.
Et nyt far-søn-forhold
Den identitet mister du. Og du mister den med ét, hvilket ikke just gør det lettere. Det oplevede jeg på mange fronter. Blandt andet gennem mit forhold til min far. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv og mine egne oplevelser, men jeg forestiller mig, at der er mange spillere, der kan genkende et far-søn-forhold, der i høj grad handler om fodbold.
Sådan har mit forhold til min far altid været. Han har altid fulgt min fodboldkarriere tæt. Jeg tror, at der er mange fædre og sønner, som har det på samme måde. Som har et forhold, der kun handler om fodbold. Fra drengene er helt unge, står fædrene sikkert trofast på sidelinjen. På vej hjem i bilen er det eneste, der bliver snakket om, fodbold. Det samme er tilfældet i bilen på vej i skole eller rundt om middagsbordet – i hvert fald, når mor ikke er der.
Fodbold stopper. Sådan er det bare. Og det gør det for alle – uanset hvilket niveau, vi har spillet på. Hvis tilværelsen bare handler om fodbold, fodbold, fodbold, så er det, man får et chok, når karrierestoppet kommer, og alle ens forhold ikke længere drejer sig om fodbold.
Sådan var det for mig. Så da jeg stoppede med at spille fodbold, skulle mit forhold til min far gennemarbejdes og redefineres. Og det har været virkelig svært, nærmest akavet til tider. For der har ikke lige været en eller anden fodboldkamp, jeg har spillet, som vi kunne snakke om.
På et tidspunkt har min far også sagt; ”hold kæft, jeg føler mig som en dårlig far”. Han har jo godt kunne se, at det eneste, han gik op i, var fodbold. Og at det var det eneste, vores forhold handlede om. Men det stopper jo på et tidspunkt. Og det er dét, der er med fodbold. Det stopper.
Vi skal samme vej
Dén tanke bringer mig til min pointe. At mennesket skal ses i fodboldverdenen. Tænk, hvis vores fodboldbranche kunne rumme både fodboldspilleren og mennesket. Det lærte jeg på den hårde måde, at den umiddelbart ikke kan, da jeg valgte at rejse til New York med min daværende kæreste, som lige havde mistet sin mor. Jeg missede én kamp. Én fodboldkamp. Og det kostede mig mit job.
Der er sjældent plads til mennesket og fodboldspilleren. Det er, som min oplevelse med min barndomsklub lærte mig, enten eller. Det, tror jeg, skyldes, at fodboldbranchen reproducerer sig selv. Spillere bliver trænere, der bliver ledere. Samtidig er der regler for, hvordan man som spiller må opføre sig, hvad der er sjovt, og hvad der er god stil. Og det bliver alt sammen reguleret af den bødekasse, der er på de fleste hold.
Det er dybt indgroet i kulturen, som er svær at ændre. Men jeg vil gerne gøre et forsøg, for kulturen, som den er nu, avler syge mennesker. Det er et faktum. Bare kig på tallene. Og det gælder ikke kun fodboldspillere på topniveau – det gælder også for divisionsspillerne. Dem vil jeg gerne være en stemme for – de spillere, som måske ikke kan se sig selv i Martin Jørgensen, Christian Poulsen, eller hvem der ellers udtaler sig om karrierestop og tab af identitet.
Læs også: 05: Christian Poulsen, Morten Levinsen og Rasmus Haagensen om (tab af) identitet
Når man som divisionsspiller kigger på fodboldens Christians Poulsen’er, tænker man, at de kommer fra en helt anden verden. Det gør jeg i hvert fald. Vi har begge været fodboldspillere, men det føles som to forskellige verdener. Det er det nok også. Men vi skal ikke desto mindre samme sted hen.
Fodbold stopper. Sådan er det bare. Og det gør det for alle – uanset hvilket niveau, vi har spillet på. Hvis tilværelsen bare handler om fodbold, fodbold, fodbold, så er det, man får et chok, når karrierestoppet kommer, og alle ens forhold ikke længere drejer sig om fodbold.
Jeg vil igen gerne understrege, at fodbold udelukkende har været et godt bekendtskab for mig. Jeg har virkelig nydt at være fodboldspiller. Jeg har heldigvis også undgået depression, angst og søvnbesvær. Jeg ville dog alligevel ønske, at jeg havde stillet mig selv spørgsmålet; ”hvem er jeg, når jeg ikke er fodboldspiller?” For at sikre at jeg havde en identitet, der var mere end bare fodboldspilleren Morten. Det havde gjort mig godt efter stoppet. For jeg kan ikke være noget, jeg var.
Morten Levinsen
- Født den 23. august 1994
- Har tidligere spillet i B.93, Brønshøj Boldklub, Ipswich Knights og KF Fjardabyggdar