Bane 2 er stadig nummer 1: Her er halvvejsstillingen i Kvindeligaen

Fodboldbanen er fodboldspillernes arbejdsplads. En god bane er en forudsætning for professionel fodbold, og det er derfor, vi efter hver runde beder Kvindeligaens anførere bedømme den bane, de som udehold har spillet på.

En af de anførere er AaB’s Cille Holst.

»Som spiller er du ikke selv herre over banen, men den har stor indflydelse på dit spil og for dit holds spil, så den betyder ekstremt meget,« fastslår nordjyden.

Selvom hun egentlig synes, at »fodbold skal spilles på græs«, har hun bedømt kunstgræsbanen på Bane 2 i Brøndby som ’over middel’. Faktisk har alle gæstende anførere enten bedømt banen som ’over middel’ eller ’fantastisk’, hvilket betyder, at Bane 2 topper stillingen ved vinterpausen. Dermed er Bane 2, der sidste sæson blev kåret til Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen, stadig nummer 1.

Julie Tavlo og Kristina Andersen rejste allerede kritikken samme tid sidste år. De græsbaner, landets bedste kvindelige spillere bliver budt, er ikke gode nok. Faktisk er de »rigtig, rigtig sløje«, som Julie Tavlo beskrev dem ved den lejlighed.

Hvis man skal tro den aktuelle stilling – og ikke mindst Cille Holst og Sarah Dyrehauge – så er de ikke blevet meget bedre.

»Når jeg har skullet bedømme banerne, har jeg givet højst karakter til kunstgræsbanerne, fordi det er dér, vi har kunnet spille bedst fodbold,« siger Sarah Dyrehauge.

AGF’eren, der står noteret for seks mål i sæsonen, betoner, at kunstgræsset er »pålideligt«, fordi det – modsat flere græsbaner i Kvindeligaen – er jævnt.

»Kvaliteten af de græsbaner, der er i Kvindeligaen, er bare for lav,« fastslår Dyrehauge.

Det udsagn tilslutter Cille Holst sig.

»De græsbaner, vi har spillet på i Kolding og Thisted, er ikke meget værd,« lyder det konsekvent fra AaB-anføreren.

I halvvejsstillingen ligger AGF’s hjemmebane placeret midt i feltet. Men faktisk har Sarah Dyrehauge og holdkammeraterne både landets bedste og dårligste hjemmebane.

Hvordan kan det så lade sig gøre? Det kan det, fordi AGF skiftevis spiller deres hjemmekampe på Ceres Park og Vejlby-Risskov Stadion.* Mens Ceres Park isoleret set (4,67) ville ligge i top, ville Vejlby-Risskov Stadion omvendt isoleret set ligge i bunden (1,5).

Cille Holst har til gode at møde AGF på Ceres Park. Hun har til gengæld mødt dem på Vejlby-Risskov Stadion i denne sæson, og hun var alt andet end imponeret over de forhold, spillerne på de to hold blev budt.

»Det er ikke en bane, man kan tilbyde spillere i den bedste kvindelige liga i Danmark at spille på. Det er min personlige holdning.«

»Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det en bane. Jeg tror, jeg vil kalde det en mark. Du ved aldrig, hvad du kommer ned til. De træner også på den, så den bliver brugt meget og får ikke den ro, som mange af de andre baner får. Hvis det har regnet, så ved man bare, at man kommer ned til noget, der er vådt, sumpet, og du ikke kan stå fast på, selvom du har lange knopper på. Det er ikke en bane, vi som hold var tilfredse med,« fastslår AaB-anføreren.

AGF-anfører Sarah Dyrehauge er enig i Cille Holsts kritik. Hun bruger sågar også termen »mark« om underlaget.

»Helt subjektivt synes jeg, at Ceres Park er den bedste bane, fordi det er græs, og det er en bane, som er jævn. Når du spiller en aflevering, kommer den også der, hvor du regner med, fordi den bare glider langs græsset. Det er lidt det samme, du får med en kunstgræsbane, at den også er jævn. De gange, vi har spillet på Vejlby-Risskov Stadion, har det været en mark. Der er det umuligt at spille langs jorden, så der må man spille en anden slags fodbold.«

De forbereder sig ikke som sådan forskelligt afhængigt af, hvilken hjemmebane de inviterer til fodbold på, men det er noget, der ligger i baghovedet.

»Det er, som det er. Vi spiller dér, hvor vi bliver bedt om at spille. Men det er da klart, at der er fordele og ulemper ved begge baner – også alt efter, hvem man skal møde. På Ceres Park ved man, at banen er i top, hvor det på Vejlby-Risskov Stadion er nogle andre parametre, der er i spil, hvis man vil have point. Det er to vidt forskellige verdener, og derfor også to vidt forskellige kampe, selvom det måske er mod den samme modstander.«

»Vi træner ikke anderledes. Men vi italesætter inden kampen, hvis vi spiller i Vejlby, at der ikke er nogen grund til naivt at spille den ud fra forsvaret. Så hellere fyre den ad helvedes til,« siger AGF-topscoreren.

Modsat underlaget på Vejlby-Risskov Stadion er kunstgræsset på Bane 2 anderledes ensartet på hele banen. Og banen er også mere eller mindre den samme årets rundt.

Dermed ikke sagt, at man ikke kan have en god græsbane året rundt. Stiller man sig i midtercirklen på Bane 2 i Brøndby og kigger mod hovedbygningen, kan man ikke undgå også at se Brøndby Stadion i baggrunden.

Derinde, bag de store tribuner, ligger Superligaens bedste bane. En bane, Chris Hague og hans hold af groundsmen nænsomt plejer efter alle kunstens regler og af samme årsag i sommer vandt prisen som Årets Bedste Bane i Superligaen for tredje år i træk.

Selvom afstanden fra midtercirklen på Bane 2 til midtercirklen på Brøndby Stadion er få hundrede meter, er der en verden til forskel. Og for nu må kvinderne kigge langt efter de forhold.

»Det handler vel om lige muligheder i forhold til baner,« som Cille Holst siger.

*I første halvdel af denne sæson har AGF spillet på fire forskellige hjemmebaner. Tre kampe på Ceres Park, to kampe på Vejlby-Risskov Stadion, en gang på Fredensvang og en gang på Fynske Bank Arena i Kolding.