13

Uddannelse13.11.2019

»Det er vigtigt, at man kan fundere lidt over, hvad der skal ske efter fodbolden«

Patrick Mortensen har lettere ved at nyde sin fodbold, fordi han ved, hvad han skal, når fodboldkarrieren engang slutter.

Af Camilla Jauch

Han har verdens fedeste job. Det siger han selv. Og det er han ikke et øjeblik i tvivl om. Tvivl har han til gengæld oplevet, når tankerne førhen er faldet på, hvad fodboldkarrieren engang med tiden skal udskiftes med. En fremtid, der fører en masse tanker med sig – for hvad har man egentlig lyst til, og hvad kan man i det hele taget, når man har levet af at spille fodbold i så mange år?

Patrick Mortensen har dog efterhånden fået styr på mange af tankerne. Han har besluttet sig for, hvad karriere nummer to skal indebære, og i sidste måned deltog han også i Fodboldens Karriereskifteseminar, hvor fodboldspillere mødes på tværs af niveau til paneldebat, workshops, oplæg og meget mere, som forhåbentlig kan bidrage til større afklaring hos den enkelte spiller.

Og det var en glad Patrick Mortensen, der tog hjem fra seminaret – for det er ikke så lidt at skulle tage stilling til en helt ny karrierevej, når man kun lige er fyldt 30 og har masser af gode fodboldår tilbage i benene.

»Det giver også noget mere ro i maven, og det gør, at man kan nyde fodbolden lidt mere, så man ikke står på bar bund, når man slutter«

- Man føler jo lidt, at man er alene om det. At man er den eneste, der har det sådan. Men når man møder op her, er der mange, der har præcis de samme problemer, og der er en masse, der går og grubler over de samme ting som en selv. Det er dejligt at vide, at man ikke står alene om det, fortæller Patrick Mortensen.

AGF-spilleren har i samarbejde med 4player sporet sig ind på en karrierevej, der med tiden kan afløse fodbolden; så når Patrick Mortensen en dag lægger støvlerne på hylden, søger han ind hos Politiet. En beslutning, som, ifølge ham selv, giver ro i maven.

- Jeg er glad for, at jeg så tidligt er gået i gang med at overveje og pejle mig ind på, hvad jeg vil. Det er klart, at man har mest fokus på nutiden og på fodbolden lige nu – og sådan skal det også være. Men jeg synes også, det er vigtigt, at man kan fundere lidt over, hvad der skal ske efter fodbolden. Det giver også noget mere ro i maven, og det gør, at man kan nyde fodbolden lidt mere, så man ikke står på bar bund, når man slutter.

Læg kortene på bordet

Karriereskifteseminaret har til formål at hjælpe spillerne – uanset alder og niveau – med at blive klogere på transitionen fra fodboldspiller og over i karriere nummer to. Derfor mener Patrick Mortensen også, at det er vigtigt at deltage i netop 4players Karriereskifteseminar – for det kræver en del at skulle omstille sig til noget andet end den verden, mange fodboldspillere har været en del af det meste af deres liv.

»Du bliver nødt til at lægge kortene på bordet og tage imod alle de fif, du kan få«

- For mig fylder fodbold rigtig meget, men det fylder ikke alt, som det gør for mange andre. Den der transition og overgang frygter jeg ikke som sådan, men den kommer jo på et tidspunkt, og derfor er det en god idé at deltage i det her seminar. Jeg har fået en masse vanvittig fed information med mig. Og så synes jeg, det har været fedt at mødes med de andre og tale åbent og ærligt. Det har været fedt at være en del af.

- Det er jo lidt utraditionelt at tale om svagheder og følelser. Men jeg synes, det har været fedt. Og det er også dét, der skal til, hvis man vil have noget ud af sådan et seminar her. Du bliver nødt til at lægge kortene på bordet og tage imod alle de fif, du kan få.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.