»Det føles ikke som noget, der skal fejres. Det føles som noget, der skulle ordnes«

Kvindernes nye standardkontrakt er en milepæl. Men betyder det, at Lærke Tingleff Søndergaard lader champagnepropperne springer?

Det korte svar er nej.

Det lidt længere er mere nuanceret.

For den 25-årige FC Nordsjælland-spiller er grundlæggende glad for de nye minimumsvilkår, alle kvindelige kontraktspillere i Danmark nu kan nyde godt af.

»Det er et rigtig godt første skridt til at forbedre nogle af de strukturelle vilkår, der er for fodboldspillerne i ligaen,« siger Lærke Tingleff Søndergaard.

»Det er megavigtigt, at vi ændrer på nogle af de strukturelle vilkår, vi har. For det er ting, der ikke afhænger af klubbens velvilje, eller hvad der er standardprocedure i de forskellige klubber, men det sikrer et referencepunkt, som er lige for alle,« tilføjer hun.

Samtidig er det vigtigt for hende at anerkende det arbejde, der ligger til grund for aftalen om den nye standardkontrakt.

»Der er vildt meget arbejde i kulissen med de her ting, og der er en del snubletråde og modstand. Det ser vi ikke som spillere, og den her aftale er flere års arbejde, der kulminerer. Det arbejde, der ligger bag aftalen, og den forskel, det vil gøre, vil jeg gerne anerkende,« siger Lærke, der er en del af vores bestyrelse.

Lærke er altså i store træk tilfreds med indholdet. Med minimumslønningerne, ulykkesforsikringen og adgangen til sportspension.

Når Lærke alligevel er forbeholden, skyldes det tidspunktet. For hvorfor først nu?

»Nogle gange kan jeg spørge mig selv, hvorfor jeg skal være helt vildt taknemmelig over at få noget, jeg føler, jeg har krav på? Hvis jeg havde været en mand, havde jeg haft alle de her ting uden at skulle spørge. Men det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke skal anerkende de personer, klubber eller instanser, der gør noget for at ændre det.«

»Så det er svært med champagneproppen eller ej, fordi hvert skridt, vi kan tage, er godt, men det er jo slet ikke i nærheden af, at vi er sådan; »nå, super, så er det fixet, så kigger vi på noget andet.« Det handler om at fejre det, når der kommer fremskridt, men også at blive på sporet. Det var det, nu er det videre til det næste.«

»Hvorfor blev det ikke gjort i går? Hvorfor har det ikke været sådan hele tiden? Okay, nu er det sikret, nu kan det ikke blive taget fra os. Jeg synes ikke, det føles som noget, der skal fejres. Det føles som noget, der skulle ordnes,« lyder det fra FC Nordsjælland-spilleren.

Et af de væsentlige elementer i kvindernes nye standardkontrakt er minimumslønninger – og sammenhængen mellem selvsamme minimumslønninger og spillerne kontrakttype.

Tidligere har det mildest talt været det vilde vesten, hvor man som spiller har kunnet være på en fuldtidskontrakt til et par tusinde kroner om måneden. Det vil sige, at man skulle stå til rådighed for klubben hele tiden – uden hensyn til studie eller andre jobs.

Det er ikke længere muligt med den nye standardkontrakt. Der modsvarer lønnen typen af beskæftigelse, som det ses i nedenstående faktaboks.

Det er et godt og vigtigt skridt, mener Lærke. Men midtbanespilleren, der lige nu er på vej tilbage fra en korsbåndsskade, fremhæver også den ulykkesforsikring, klubberne nu er forpligtet til at tegne på vegne af hver enkelt spiller, som et essentielt element.

»Hvis alt bare var helt perfekt, så var der aldrig nogen, der blev skadet. Men vi har lidt sådan en dobbelt ulighed for kvinderne. At vi i forvejen er på et markant lavere niveau lønningsmæssigt end herrerne, og når vi så bliver skadet, har der – indtil nu – været færre gribemekanismer, der kan hjælpe som f.eks. en forsikring.«

Men det er der altså nu. Og det er noget, spillerne kommer til at kunne mærke, hvis de bliver skadet.

»Det kan gøre en kæmpe forskel for vores økonomi at have en ekstra forsikring sammenlignet med herrernes. Det samme gælder pension. Vi har et dårligere udgangspunkt i forhold til, hvilke rettigheder og ressourcer vi har, og når det så går galt, så har vi heller ikke samme sikkerhedsnet under os, som herrerne har i deres overenskomst.«

»Det er en simpel måde at gøre en stor forskel for de spillere, hvor det faktisk går galt. At de har muligheden for at genoptræne og ikke er nødt til at stoppe med at spille for at blive fuldtid i noget andet, fordi økonomien ikke hænger sammen,« siger Lærke.

Den nye standardkontrakt og de medfølgende vilkår taler ind i udviklingen af kvindefodbold. Og ikke mindst for den kamp for bedre – og slet og ret ordentlige – vilkår, kvinderne har kæmpet i årevis.

Noget, der knytter sig til strukturelle rammer som standardkontrakten, men som også kommer til udtryk i små dagligdagsrutiner.

»Bare ved at være kvindelig fodboldspiller er vi med til at bryde nogle normer. Det gør vi hver dag i klubberne. Det blevet bedre, men vi skubber på hver dag i vores klubber.«

»Når vi så endelig bliver imødekommet, er vi selvfølgelig megaglade for det, men det er tit en balancegang mellem at være glad og udtrykke taknemlighed, men samtidig kæmper vi for de her ting, fordi vi synes, det er vores ret, og vi har fortjent det.«

Og det bringer os tilbage til starten. Til champagne eller ej.

»At der er kommet noget overordnet strukturelt, hvor der ikke er noget at rafle om, er sindssygt nice. Det i sig selv kan vi godt poppe champagnen for. Der er noget, der er blevet brudt ned der, hvilket er fedt, men vi skal stadig bygge mere og mere på, for vi er slet i nærheden af at være i mål,« siger Lærke.

Vi har samlet alt vores indhold om den nye standardkontrakt her. Hvis du vil have den helt store gennemgang af aftalens indhold af spillerrådgiver Line Røddik og vicedirektør Allan Reese kan du finde #121 af vores podcast, ’Spiller til Spiller’, i dit podcastfeed.