21
- Man skal jo bruge hovedet hele livet - og ikke kun til at spille fodbold med.
Ordene kommer fra direktør i Spillerforeningen Mads Øland. Og de er en af de væsentligste årsager til, at Spillerforeningen gennem de seneste to uger har sat fokus på hjernerystelser i professionel fodbold. For ikke alene kan de have store fysiske konsekvenser. En hjernerystelse kan også mentalt være en hård udfordring.
- Man ryger ud af sporten, og man ryger også ud af det sociale liv, man deltager i i en klub, fordi man ligger hjemme med nedrullede gardiner og har det ad helvede til, siger Mads Øland.
Tidligere på måneden kom der et fælles udspil fra den internationale spillerforening, FIFPRO, og European Leagues, der er sammenslutningen af europæiske ligaer, hvor de er gået sammen om en protokol i forhold til hjernerystelser.
- Det er rigtigt rart, at vi ikke længere står alene med at synes, at det her er et alvorligt problem. I Spillerforeningen er vi jo organisationen, der tager imod alle skaderne fra spillerne. Og hjernerystelser er jo en af de slemme.
Et af punkterne fra FIFPRO og European Leagues er blandt andet bedre uddannelse til spillere, trænere, sundhedssektoren og dommere.
- Vi skal uddanne vores medlemmer. Vi skal fortælle dem, hvordan de skal agere og hjælpe hinanden. Hvis der står en forvirret spiller, der har fået en på skallen og siger; ”Jeg er klar til at spille videre,” så skal der gerne være nogle holdkammerater, der leder ham over til lægen og siger; ”Du skal lige testes kammerat”. Det er ikke altid, man selv evner det i kampens hede, siger Mads Øland.
Som medlem kan du altid tage kontakt til Spillerforeningen, hvis du har fået en hjernerystelse eller på anden måde er blevet skadet.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.