16
Han var kendt som en kriger. På banen skånede den tidligere FC Midtjylland-kaptajn Kristian Bach Bak ingen. Hverken sig selv eller sine modstandere. Og flere kan nok genkalde sig billeder af fighteren med bandage om hovedet.
To gange blev Kristian Bach Bak ramt af en hjernerystelse i karrieren, som han indstillede i 2016.
- Jeg har prøvet at spille videre hver gang, husker den nuværende assistenttræner i FC Midtjylland.
- Set i bakspejlet skulle man have haft mere respekt for det og stoppet og måske ikke være gået i gang så tidligt. Det har ramt mig i røven nu, og det er jeg træt af. Jeg skulle have haft et større fokus på det. Det skulle alle. Trænere og læger, siger Kristian Bach Bak.
- Der var ingen fokus. Det var ikke noget, man tænkte over. Da jeg var ung, var boldene pumpet hårdt op, og de var af dårligere kvalitet end i dag. De var som en sten at heade til. Vi headede meget. Clearinger for eksempel. I dag har man fokus på ikke at træne det så længe ad gange. Det havde vi ingen fokus på.
»Så får jeg følelsen af, at hovedet er helt smadret. Det er helt sikkert, fordi mit hoved har fået nogle slag. Sådan reagerede det ikke før. Jeg har aldrig haft problemer tidligere«
Han betaler i dag prisen for sine hjernerystelser.
- Jeg kan døje med køresyge og have besvær med at gøre to ting på en gang. At se fjernsyn og sidde med mobilen på samme tid. Og at læse en bog. Efter 5-10 sider får jeg ondt i hovedet. Jeg har svært ved at arbejde ved computeren i længere tid, ellers får jeg ondt i hovedet.
Det kan også være, hvis han i længere tid sidder fokuseret til et oplæg, eller han selv skal holde ét.
- Så får jeg følelsen af, at hovedet er helt smadret. Det er helt sikkert, fordi mit hoved har fået nogle slag. Sådan reagerede det ikke før. Jeg har aldrig haft problemer tidligere, siger Bach Bak, der har fået scannet hovedet uden, at lægerne kunne finde noget.
Generne kan også komme snigende, hvis han er stresset. Eller har fået sagt ja til for mange ting. Men selv om han kan opleve gener, så er det ikke noget, der plager ham i dagligdagen. Bach Bak har lært at håndtere dem. At sætte generne i skak og holde hovedpinen på afstand.
- Jeg er mere modtagelig for hovedpine, som ender med migræne. Det irriterer mig. Men jeg har lært mig selv at kende, så jeg kan gå gennem tilværelsen stort set uden hovedpine. Jeg har lært at leve med det og håndtere det, så jeg kan have et almindeligt liv, siger Kristian Bach Bak, der dog kan opleve hovedpine ved for meget fysisk træning.
- Hvis min puls er høj i lang tid, får jeg hovedpine. Det fik jeg ikke tidligere, fortæller han.
»Man skal virkelige passe på sit hoved. Det er det vigtigste, man har. Jeg har fået sindssygt meget respekt for hjernerystelser«
Han har i høj grad oplevet på egen krop, hvad det kan betyde, hvis man ikke tager en hjernerystelse seriøst. Derfor har hjernerystelser og hovedskader i dag al den fokus, den ikke havde for år tilbage hos Kristian Bach Bak.
- Man skal virkelige passe på sit hoved. Det er det vigtigste, man har. Jeg har fået sindssygt meget respekt for hjernerystelser. Hovedet er et udsat punkt, hvis man ikke tænker sig om. Jeg har oplevet på egen krop, hvad det kan gøre.
Derfor har Kristian Bach Bak som assistenttræner - og med hans historik - ekstra stort fokus på hovedskader.
- Det har jeg helt sikkert. Uden tvivl. Det er noget, jeg har fokus på i træning. I måden vi sætter øvelser op på. Jeg kører ikke øvelser med clearinger med hovedet med mere end fem gentagelser. I gamle dage kørte vi 20 minutter med bolde, der blev slået i hovedet. Det gjorde vi tre gange om ugen med stenhårde bolde. Det har jeg efterfølgende tit tænkt, om det var klogt.
- Selvfølgelig skal vi træne timing og dueller, men det med hovedet skal være intenst og med få gengivelser, siger Kristian Bach Bak.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.