Mistede fodbolden og sig selv: Balancerede på kanten af depression

Han har stået der et par gange. I klipklappere på et af de to trin ved hoveddøren. I sin egen verden, indhentet af fortiden.

Han bor en kilometer derfra. Men fordi hans hus ligger lidt højere end stadion, kan John Dyring klart og tydeligt se skæret fra stadionlamperne på Skive Stadion.

- Når jeg ser lyset, føler jeg, at jeg kan mærke stemningen dernede. Og hver gang bider det i mig på alle mulige måder, fordi jeg er ked af, at det ikke er mig. At det ikke er mig, der løber rundt på den bane, og at det ikke længere er mig, der spiller fodbold, siger den mangeårige Skive IK-anfører.

Mens tankerne, der er et samsurium af bitterhed, glæde og tomhed, flyver rundt i hovedet på den 36-årige skibonit, glemmer han alt om den skraldepose, han gik ud for at smide i skraldespanden.

- Jeg står lige på trappetrinet og puster lidt frisk luft ud. Og så rammer virkeligheden mig igen.

Skraldet ryger i skraldespanden, og hoveddøren bliver lukket bag ham.

- Når jeg tager mine klipklappere af ude i bryggerset, står jeg igen lige og puster en gang. Jeg siger til mig selv: »Ja, det er stadigvæk et overstået kapitel – sørg nu for at være glad for det, du er i, i stedet for at hænge for meget i fortiden«, og så får jeg slået det væk på den måde.

- Og så går jeg ind og hygger med min familie.

John Dyring startede med at spille fodbold i den lille by Vridsted. Men landsbyens fodboldhold blev hurtigt skiftet ud med Viborg FF, hvor den dengang vævre kantspiller trådte sine støvler, indtil han var 22. Siden blev Viborg FF til Skive IK, hvor John Dyring spillede i 10 sæsoner – kun afbrudt af et to-årigt ophold i Hobro IK.

- Fodbold har været hele mit liv. Jeg elskede at være fodboldspiller, siger han.

Desværre for John Dyring taler han i datid, for han er ikke længere fodboldspiller. Han indstillede ufrivilligt karrieren den 30. august 2018. Historien om karrierestoppet starter 13 måneder før med det, han beskriver som en »uheldig tackling«.

- Jeg troede ikke, at han ville føre tacklingen igennem. Men det gjorde han. Jeg har spillet den situation igennem en trilliard gange. Havde jeg nu bare taget det træk til siden…

Men det gjorde han ikke. I stedet pådrog han sig en skade i akillessenen, og da han vågnede dagen efter, kunne han ikke gå. Det blev starten på slutningen på livet som professionel fodboldspiller for John Dyring. Det blev også starten på 13 lange måneder, hvoraf særligt to tog hårdt på den daværende fodboldspiller, som balancerede på kanten af depression.

Scanning, indsprøjtning, pause, tilbagefald. Scanning, indsprøjtning, pause, tilbagefald. Og forfra.

Sådan kan man koge John Dyrings sidste år som professionel fodboldspiller ned. Mens det opslidende forløb gentog sig selv igen og igen, messede jyden stålsat til sig selv: »Du skal nok komme til at spille.« »Vær tålmodig.« »Du skal nok komme til at spille.«

For det var det, han blev fortalt.

- Fra jeg fik skaden, til vi besluttede os for at operere det lort, gik der et år. Og i hele perioden fik jeg at vide; du skal nok komme til at spille, du skal nok komme til at spille, du skal nok komme til at spille.

Men John Dyring kom ikke til at spille.

- Det ramte mig. Det ramte mig rigtig hårdt.

- Det var et stort tomrum. Min kontrakt var udløbet, og jeg var sygemeldt fra mit arbejde. Jeg havde en datter på seks måneder, hvor jeg ikke kunne hjælpe med noget som helst, fordi jeg bare lå med benet oppe. Der følte jeg mig fuldstændig alene i verden. Alt det, man har kendt til hele sit liv, blev revet væk fra én. Og det ved man, man aldrig får tilbage.

- Jeg kunne ikke hjælpe med noget. Lige pludselig stod min kæreste med to små børn. Jeg lå vitterligt på sofaen og spurgte hende; »vil du ikke hente en kop kaffe«, »vil du ikke hente et stykke rugbrød?«, samtidig med, at hun skulle tage sig af vores datter. Jeg havde så dårlig samvittighed.

- Det var nogle dage, hvor der blev råbt ind i både pude og dyne, husker han.

Han gik fra at være aktiv og anfører på byens hold til at være hjælpeløs. John Dyring var sendt til tælling – både fysisk og mentalt.

- Jeg havde mest af alt lyst til at ligge i min seng, under min dyne, og så skulle folk helst bare lade mig være i fred. Jeg havde ikke lyst til at se nogen, fordi jeg var så ked af det.

- Jeg var i fuldstændig afmagt. Mange af de ting, vi tager for givet, som at tage et bad eller lave en kop kaffe, var så besværligt for mig. Jeg havde de skide krykker, og jeg måtte ikke støtte på foden. Det tog mig på den gode side af en time at gå i bad. Bare det at få kæmpet sig ind og sat sig på den skide stol. Og bagefter at få tørret gulvet af, så krykkerne ikke gled, når jeg skulle ud… det var skrækkeligt.

- Jeg er glad for, at min kæreste var på barsel, og at min datter kravlede rundt. For det gav trods alt noget glæde at se sådan en bette én. Og at jeg ikke lå fuldstændig mutters alene. Men det var fandeme en hård tid.

I tiden efter operationen var den nu tidligere professionelle fodboldspiller »en stor belastning at være sammen med«. I det mindste var han bevidst om det. Og bevidst om, at han mentalt var i ubalance.

- Det var depressionslignende tanker, jeg havde.

- Det var jeg 100 procent bevidst om. Jeg har både desværre og heldigvis været i depressionens hul tidligere i mit liv, så jeg er klar over, når man nærmer sig den kant. Jeg vidste godt, at det var dér, jeg var på vej mod.

John Dyring fandt balancen. Da han tidligere i livet var ramt af en depression, opsøgte han en psykolog, der gav ham »nogle fantastiske redskaber til, hvordan man holder tingene væk«, som han udtrykker det. Og det var de redskaber, han igen fandt frem, og som fik ham tilbage på ret køl.

Og det er helt afgørende at søge hjælp, når man er i mental ubalance. For at være udfordret mentalt er noget, alt for mange fodboldspillere oplever – særligt når de stopper karrieren.

Af samme årsag sætter Dyring pris på, at Spillerforeningen og Divisionsforeningen i samarbejde investerer yderligere i at undgå og afhjælpe mental ubalance.

- Hvis man sætter det på spidsen, er du den ene dag pissehamrende vigtig som anfører for et fodboldhold, og den næste er du ingenting. Det er derfor, jeg synes, det er vigtigt med de tiltag, der bliver lavet i Spillerforeningen om mental sundhed. For hvordan forbereder man sig på dét?

Det retoriske spørgsmål hænger i luften, inden John Dyring fortsætter:

- Vi har forskellige historier, vi har spillet i forskellige klubber, mødt forskellige mennesker, vi har forskellige baggrunde, forskellige aldre, forskellige uddannelser. Der er så mange ting, der påvirker, hvordan man oplever det (at stoppe karrieren, red.).

De, der er i det, beskriver det som verdens bedste job. Og det lyder da også glamourøst at være professionel fodboldspiller. Men der er reelt ikke mange fuldtidsstillinger i den danske fodboldbranche. Mens de få løber med overskrifterne og de store kontrakter, består den professionelle fodboldbranche af en skov af spillere, der har dedikeret deres liv til fodbolden.

Mennesker, som investerer utallige timer på træningsbanen, tager de lange udebaneture og pådrager sig de skavanker, en fodboldkarriere kan medføre, men som lever et almindeligt liv. Og som kæmper hårdt for at få det til at hænge sammen. For som anfører i en 1. divisionsklub var det ikke fodboldkarrieren, der betalte regningerne.

- Hvis der er nogen, der tror, fodbold handler om store lønsedler, så skulle de prøve at komme med til lønforhandlinger i Skive IK, fastslår Dyring.

Det er derfor, fodboldspillerne har en overenskomst. Et sikkerhedsnet, som sikrer minimumsrettigheder. F.eks. minimumsløn, forsikringer og regler for træningstider, så man som deltidsspiller kan passe sit andet arbejde.

Det har John Dyring nydt godt af. Både da han var aktiv, og da karrieren fik en brat ende.

- Det er fantastisk at være dækket af en del af en overenskomst, fastslår han kort og præcist.

Og det forstår man godt, han synes. For den tidligere Skive-spiller har fået udbetalt en ulykkesforsikring og ikke mindst en karrierestopforsikring.

- Efter lang tids tovtrækning med forsikringen, et fantastisk stykke arbejde af Spillerforeningen og især af Tine (Curth, jurist i Spillerforeningen, red.), fik jeg lige pludselig beskeden om, at jeg fik den her karrierestopforsikring. Og det var fantastisk.

- Det er dem omkring mig, der skal have glæde af de her penge. Det er dem, jeg har trukket et kæmpe læs på, og det er dem, som har set mig gå og suremule og være ked af det. Dem, der har set og hjulpet mig, mens mit fodboldliv og min fodbolddrøm forsvandt.

John Dyring ser frem til at glæde særligt sin familie. Alligevel går der ikke en dag uden, at han ville bytte hver en krone for fortsat at kunne spille fodbold. For der går ikke en dag, hvor han ikke savner livet som professionel fodboldspiller.

- Savnet rammer mig hver dag. I sommer sagde jeg ja til at blive U13-træner i FC Midtjylland, så jeg er på træningsbanen en del igen. Lige så dejligt det er at være med til at træne sådan nogle fantastiske drenge, lige så meget kribler og krabler det jo i én. Så der er ikke noget tidspunkt på min dag, hvor jeg siger til mig selv, at nu er det overstået, og nu skal vi kigge fremad.

- Jeg har det jo godt i dag. Det er ikke sådan, at jeg råber ind i min dyne eller er ked af det længere. Og det er ikke fordi, jeg ikke kigger fremad. Men den der med, at det er overstået, og jeg er afklaret med det… jeg glæder mig til, at den tanke kommer ind og sætter sig fast i mig, så jeg kan lægge det helt fra mig. For jeg savner det hver dag.

Nogen vil sige, at rampelyset slukker. Men det er noget vås. Det slukker ikke, men tiden i fodboldprojektørernes lys er på lånt tid. Og når den tid slutter, kommer der en ny og tager din plads.

Og det bringer os tilbage til skraldespanden og trappetrinene ved hjemmet i Skive. Der, hvor John Dyring ufrivilligt og intetanende har fået en mental mavepuster af skæret fra stadionlamperne på Skive Stadion.

- Når jeg går her og drømmer mig lidt tilbage – for det er jo at drømme sig tilbage – så savner jeg det hver eneste dag. Jeg savner omklædningsrummet, jeg savner træningsbanen, jeg savner kampene. Jeg savner ikke de lange busture til Helsingør eller Lolland Falster på en søndag, hvor man er sent hjemme og skal tidligt op på arbejde dagen efter. Men ellers savner jeg alle aspekter ved at spille fodbold.

- Så nu prøver jeg at tænke over, at jeg ikke skal gå ud med skraldet fredag aften, for det er som regel ikke nogen god oplevelse.