31

Spiller til Spiller31.1.2025

124: Stortalent endte i skadeshelvede: Sådan finder han motivationen

Han fik debut for AGF’s førstehold som 17-årig og var udråbt som et stort talent. På overfladen så det hele nemt ud. Men transition fra ungdoms- til seniorfodbold var »ingen dans på roser« for Benjamin Hvidt.

Lyt og abonnér: Spotify, Apple Podcast

»Man skal nyde at spille fodbold. Man skal nyde at tage sine fodboldstøvler på og gå ud at træne.«

Det var Benjamin Hvidts vigtigste budskab, da han holdt oplæg for en række talentfulde fodboldspillere ved vores Entranceseminar. Et seminar, der afholdes af Spillerforeningens 4player-enhed i samarbejde med Divisionsforeningen, og som introducerer nogle af landets håbefulde talenter til den branche, de er godt på vej ind i.

Rådet kan lyde banalt. Men hvis du kender Benjamins historie, har det simple budskab store tyngde.

For den nu 24-årige EfB-spiller, der fik seniordebut som 17-årig for AGF og var udråbt som stortalent, er i skrivende stund på vej tilbage fra sin tredje korsbåndsskade i det samme knæ.

»Det er de samme spørgsmål, jeg har svaret på i nu tre omgange. Hvad jeg føler, hvordan jeg har det og alle de der hv-spørgsmål. Det er næsten bare et autosvar, jeg kører«

Benjamin Hvidt i vores podcast, 'Spiller til Spiller'

»At gå fra at være et stort talent og få førsteholdsdebut som 17-årig til at være inde i det her skadeshelvede har hver skade været noget nyt, fordi det hver gang har sat mig endnu længere tilbage, end jeg havde regnet med.«

»Jeg havde regnet med, at det var den første korsbåndsskade, og så var det bare at spille fodbold igen uden at skulle tænke mere på det. Det har vist sig at være en anden virkelighed, hvor jeg er blevet skadet og er kommet tilbage, er blevet skadet og er kommet tilbage og nu er skadet igen.«

»Jeg har skullet vænne mig til og acceptere, at det er min situation,« fortæller Benjamin Hvidt i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Autosvar ad tre omgange

Entranceseminar er en event, der er skræddersyet til elitefodboldspillere, der er på vippen til at blive en del af den professionelle fodboldbranche. Eller som måske allerede er en del af den.

På seminaret møder de håbefulde talenter bl.a. en række etablerede spillere. Og i år var en af de spillere altså Benjamin, der i øvrigt selv var deltager tilbage 2020.

Han skulle dele sine erfaringer med det store mentale arbejde, han har gennemgået i forbindelse med sine lange skadesperioder. Benjamin er egentlig mæt af at snakke om det. At svare på de samme spørgsmål om skaden om og om igen.

Benjamin Hvidt holdt oplæg ved Entranceseminar 2024 på Vejle Stadion.

Benjamin Hvidt holdt oplæg ved Entranceseminar 2024 på Vejle Stadion.


Men at skulle holde oplæg og deler erfaringer med andre spiller var både »anderledes« og »spændende«.

»Det er anderledes end at lave et interview med diverse medier. Der føler jeg, det kan blive det samme. Det er de samme spørgsmål, jeg har svaret på i nu tre omgange. Hvad jeg føler, hvordan jeg har det og alle de der hv-spørgsmål. Det er næsten bare et autosvar, jeg kører.«

»Du bliver bare sat på plads«

På afstand syntes Benjamins transition fra ungdoms- til seniorfodbold måske nem. Aarhusianeren var som nævnt udråbt som et stort talent, fik tidligt debut på AGFs førstehold og trænede ofte med førsteholdet som ungdomsspiller.

Men overgangen er notorisk svær. Det var den også for Benjamin.

»Jeg havde været vant til at spille fodbold med nogen på min egen alder. Og i mit tilfælde foregik det hele på dansk, men når du så kommer op til de voksne, er der flere nationaliteter, og det er deres job – de lever af det – hvor du er gået fra at have skole, venner og en hverdag, hvor det hele ikke handlede om fodbold.«

»Det ville være rimelig badass at komme tilbage fra tre korsbåndsskader«

»Jeg syntes det var spændende, men jeg tænkte også: »Wow, er det det her, jeg skal lave de næste par år?« Jeg var overrasket over, hvordan det var. Det var ikke sådan, jeg havde forestillet mig det.«

Det var nyt for Benjamin, der havde en relativt nem ungdomstid, at møde modgang. Og det var med til at gøre skridtet endnu større, forklarer han.

»Du er ung, og du bliver matchet med nogle, der er ældre end dig. Du bliver overmatchet, og det har du ikke været vant til. Det gik hurtigere, de var stærkere, og du bliver bare sat på plads.«

»Det går lige op for én; »Hov, alt er ikke bare en dans på roser.««

Drengedrømmen om udlandet lever

Da Benjamin Hvidt slog igennem, drømte han om den store kontrakt i udlandet og at spille på landsholdet. Tre korsbåndsskader senere er ambitionen i første omgang at komme tilbage på fodboldbanen.

»Det ville være rimelig badass at komme tilbage fra tre korsbåndsskader.«

Det skal ikke forveksles med manglende ambitioner. Det er snarere en taknemlighed over at være professionel fodboldspiller.

»Jeg kommer til at have taget tre år ud af min karriere ved at være skadet. Det var ikke det, jeg havde troet eller regnet med, da jeg kom op. Så hvis jeg skal være realistisk, så tror jeg bare, jeg skal nyde at spille fodbold uden at have problemer med et eller andet. Og være på banen.«

»Jeg sagde det den første dag i Esbjerg til træneren. At jeg var glad for at være i AGF. Det fik jeg lige hurtigt rettet«

»Svaret havde været et andet, hvis du havde spurgt mig, da jeg var 20. Der havde jeg måske sagt, at jeg ville blive solgt til udlandet. Det er ikke fordi, jeg ikke stadigvæk vil det, men lige nu er det dét, jeg ønsker; at jeg kan nyde at spille fodbold, har det sjovt og hygger mig. Hvis jeg gør det, og ikke har nogen problemer, så skal jeg nok tage et stop eller to mere i min fodboldkarriere.«

Du kan tage spilleren ud af AGF, men…

I skrivende stund knokler Benjamin for at komme tilbage på træningsbanen i EfB, som han skiftede til i sommeren 2024.

For Benjamin, der nærmest er vokset op i AGF, var det en tilvænning at skulle præsentere sig som andet end AGF’er.

»Jeg skulle lige bruge den første uge eller to, fordi EfB og AGF ligger ret tæt op ad hinanden, når man er vant til at sige det ene. Så der var lige et par problemer til at starte med.«

»Jeg sagde det den første dag i Esbjerg til træneren. At jeg var glad for at være i AGF. Det fik jeg lige hurtigt rettet,« siger Benjamin med et smil.

Hør hele den anekdote i ’Spiller til Spiller’. Her kan du også høre Benjamin fortælle, hvordan han finder motivationen til at kæmpe sig tilbage efter tredje korsbåndsskade i samme knæ, og hvad han ville gøre anderledes som ungdomsspiller.

Du finder vores interview med Benjamin Hvidt i Spotify, Apple Podcast eller din foretrukne podcastapp.

Tilladelse Påkrævet

For at kunne se dette indhold skal du minimum give samtykke til samling af markedsføringscookies

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.