Han har spillet i Silkeborg siden han var seks. Han har spillet over 200 kampe for førsteholdet. Og så er han viceanfører.
For mange er Simon Skou Jakobsen indbegrebet af Silkeborg IF. Men det ændrer ikke på, at udsigten til spilletid er lang. Meget lang endda. Den 28-årige forsvarsspiller er med egne ord »godt og grundigt ude i kulden.« Og det har ramt ham hårdt mentalt.
- Jeg har virkelig oplevet, hvor lidt overskud man kan have, når man kommer hjem, fordi jeg har brugt alt min energi på at holde mig oven vande. At holde motivationen oppe til træning. Jeg har sat en dyd i ikke at spolere noget, ikke at ødelægge træningen ved at være uoplagt. Det har jeg virkelig sat en dyd i, men det har også krævet sindssygt meget energi, fordi det er en skidt situation, jeg er i, fortæller Simon Skou Jakobsen i Spillerforeningens podcast, Spiller til Spiller.
- Det, har jeg oplevet, kan gå ud over mit overskud derhjemme. Jeg har været utrolig træt, når jeg er kommet hjem fra træning. Måske haft lidt længere til smil, end jeg normalt har. Det har bare været vanvittigt hårdt mentalt, tilføjer han.
»Det er jo der, det rammer hårdest, fordi det er der, man mest lige kan lade det hele slippe lidt og koble helt af, men omvendt måske også er mere nede, end man normalt er, når man er hjemme«
Simon Skou Jakobsen fortæller, at det særligt har påvirket ham på hjemmefronten, fordi han har brugt så store kræfter på at være professionel i sit virke som fodboldspiller.
- Én ting er at få en dårlig karakter i avisen, fordi man ikke har spillet en god kamp eller på anden vis få at vide, at der er et eller andet, man skal gøre bedre på fodboldbanen. Noget andet er, når det kommer så dybt, at det påvirker én mentalt. At man kommer ned i kulkælderen mentalt og skal bruge så meget energi på bare at holde sig nogenlunde i gang.
- Det er sindssygt hårdt, og jeg håber og tror på, at jeg trods alt har været så stærk, at jeg ikke har påvirket mine omgivelser i høj grad. Men det er helt sikkert, at det ikke har været umærkeligt. Specielt ikke for min kæreste derhjemme. Det er jo der, det rammer hårdest, fordi det er der, man mest lige kan lade det hele slippe lidt og koble helt af, men omvendt måske også er mere nede, end man normalt er, når man er hjemme.
Følelsen af at verden ramler sammen
At være ude i kulden er en ny situation for ham. Og det har skubbet til nogle tanker. Tidligere har han ikke været interesseret i Fodboldens Karriereskifteseminar, der afholdes af 4player i samarbejde med Divisionsforeningen og Spillerforeningen, men det er blevet aktuelt for ham nu.
- Jeg har glædet mig virkelig meget til det i år. Det er første gang, jeg deltager. De andre år har jeg afskrevet det forhånd og sagt; ’det er overhovedet ikke noget for mig – der er jeg ikke endnu i mit liv. Det er ikke noget, jeg skal tage stilling til endnu.’ Men i år kan jeg mærke, at jeg har glædet mig rigtig meget til at komme.
»Når man står i en svær situation, kan man måske godt føle, at verden bare ramler sammen, og alt er imod én«
Udover Simon Jakobsen deltog 37 andre elitesportsudøvere til Fodboldens Karriereskifteseminar. Og Silkeborg-spilleren fremhæver det som en gevinst, at det er mennesker, der har oplevet lignende ting på egen krop, som deltager.
- Når man står i en svær situation, kan man måske godt føle, at verden bare ramler sammen, og alt er imod én. Så er det rigtig dejligt at komme ned og opleve, at der er nogen, der enten er i nogenlunde samme situation eller på anden vis bakser med et eller andet problem.
- Det er en god måde at få vendt tingene på med nogen, der ved lidt mere om det en ens familie, som selvfølgelig også er rigtig gode til at hjælpe, men som ikke har været i samme situation – eller en lignende situation – så det har været rigtig gavnligt, understreger han.