21. 06. 2017

For stor forskel på miljøerne

Der er markant forskel på at være ungdoms- og seniorspiller. I visse tilfælde er forskellen også for markant. Brøndbys nyudnævnte chefscout, Christian Larsen, mener, at man bør forbedre miljøerne i divisionerne, så chokket ikke bliver så stort.

AF MICHAEL HEHR

- Hvorfor skal der være så stor forskel på miljøerne? Jeg kan godt forstå, at det er svært at fra gå fem-syv træningspas i ugen i en A-licens-klub til at træne tre gange i ugen som senior i en 2. divisionsklub. Det må være svært at få ind i hovedet, at det er det rigtige karrierevalg.

Udmeldingen kommer fra Christian Larsen, og den henviser til de mange ungdomsspillere, som får en markant anderledes hverdag, når de skifter ungdomsfodbold ud med divisionsfodbold. For det siger sig selv, at samtlige ungdomsspillere, der hvert år tager skridtet fra u-spiller til senior, ikke kan få en plads i en Superligatrup. Det betyder, at en stor del af spillerne – oftest modvilligt – skal fortsætte karrieren i divisionerne.

Den sandhed kan være svær at acceptere. Det ved Brøndbys nyudnævnte chefscout. Som tidligere manager i 2. divisionsklubben HIK har han nemlig set flere dygtige ungdomsspillere fra nogle af landets bedste akademier kæmpe med tilvænningen til livet som seniorspiller i divisionerne.

Det er bare anderledes som seniorspiller. Hvis du ikke er en af de elleve bedste, så spiller du ikke i weekenden. Det er et andet præstationsmiljø

- Man skal præstere i stedet for at have potentiale. Det vil sige, at det er om lørdagen, du skal levere varen i seniorfodbold, hvor man som ungdomsspiller kan blive taget med, fordi man potentielt kan blive god på et tidspunkt. Det er bare anderledes som seniorspiller. Hvis du ikke er en af de elleve bedste, så spiller du ikke i weekenden. Det er et andet præstationsmiljø.

Mange er ikke klar

Ét er forskellen på at have potentiale og præstere. Noget andet er forskellen på at gå fra at dele omklædningsrum med andre studerende til at dele det med mere erfarne spillere. For det er bare noget andet, når holdkammeraterne, som Christian Larsen udtrykker det, ”ikke længere er 19-årige studerende, men pludselig er 30-årige familiefædre.”

I den forbindelse mener Christian Larsen, at klubberne har et ansvar for at forberede spillerne på, hvad der venter.

Jeg tror, at der er rigtig mange dygtige spillere, der enten ender med at stoppe eller bliver meget overrasket over, hvad der venter dem, når de bliver seniorspillere

- Vi har et arbejde at gøre i forhold til at flytte ungdomsspillerne, så de er klar på det, der venter dem som seniorspillere. Jeg tror, at der er rigtig mange dygtige spillere, der enten ender med at stoppe eller bliver meget overrasket over, hvad der venter dem, når de bliver seniorspillere, fordi de alle sammen har drømmen om at gå direkte op i en Superliga-trup eller som minimum spille i toppen af 1. division.

Men som Christian Larsen pointerer, er det af åbenlyse årsager ikke realistisk. Der er ganske enkelt for mange spillere til for få pladser, når talenterne pludselig skal kæmpe med ti eller flere årgange frem for en enkelt eller to. Og det kan være en øjenåbner for mange.

Læs også: ”Man lægger et visitkort, hver gang man går på banen”

- Det er en ny verden, der åbner sig for dem, og mange af dem er ikke klar til det, mener Christian Larsen.

Preseason-træning en oplagt introduktion

Den forhenværende HIK-manager afviser, at spillerne er forkælede. Han mener i stedet, at man bør kigge på miljøerne i divisionerne.

- Jeg synes, det er et spørgsmål om, om de er godt nok klædt på. Jeg mener, at vi burde kigge på, om vi kan forbedre miljøerne i 2. division, så chokket ikke bliver så stort.

For unge spillere, der skal til at spille seniorfodbold, kan Spillerforeningens træning være en god intro til at se og mærke forskellen på at spille på et U19-hold og spille seniorfodbold

Det betyder dog ikke, at spillerne ikke selv kan gøre noget for at forberede sig. Som Christian Larsen tidligere har udtalt, så kan Spillerforeningens preseason-træning være en god introduktion til, hvad der eventuelt venter dem i divisionerne.

- For unge spillere, der skal til at spille seniorfodbold, kan Spillerforeningens træning være en god intro til at se og mærke forskellen på at spille på et U19-hold og spille seniorfodbold med voksne mænd. Det giver noget at møde andre fodboldspillere på tværs af divisioner og niveau. At få et indtryk af fodboldverden.

Tilmeld dig Team Spillerforeningens og Protreatments preseason-træning her







Tilbage

Team Spillerforeningen Partnere

SENESTE NYT

13.12.2017

Aalborg Portland Park er efterårets bedste bane

LÆS MERE
12.12.2017

Kvindelandsholdet kroner stort år med ny pris

LÆS MERE
04.12.2017

Årets bedste fodboldspillere 2017

LÆS MERE
28.11.2017

Medlemstilbud: Eksklusiv rabat på behandling hos ProTreatment

LÆS MERE
23.11.2017

”Den dårligste bane, jeg har spillet på”

LÆS MERE
22.11.2017

Spillerne har talt: Her er de nominerede til Årets Kvindelige Fodboldspiller 2017

LÆS MERE
Nyheder