20. 03. 2018

Fodboldinvalid som 26-årig: En økonomisk deroute

Fra professionel fodboldspiller til fodboldinvalid arbejder på havnen. Karrieren fik en brat afslutning for Jens Gjesing, der som 26-årig blev erklæret fodboldinvalid.

AF MICHAEL HEHR

Karrieren sluttede nærmest fra den ene dag til den anden. Sådan oplevede Jens Gjesing det, da han – efter sin tredje korsbåndsskade – blev erklæret fodboldinvalid som 26-årig. Dét i sig selv tog selvsagt hårdt på den mangeårige AGF-spiller. Men for at gøre ondt værre havde Gjesing kun én måned tilbage af sin kontrakt, da det skete. Jens Gjesing husker det som om, at den måned bare forsvandt. Det samme gjorde lønnen.

- Jeg havde et hævet knæ i den måneds tid og kunne derfor hverken det ene eller det andet, så det var en ret ligegyldig måned. Og da den var gået, så kom der ikke mere løn ind på kontoen. Det var voldsomt, at det næsten var fra dag til dag, jeg gik fra at være professionel fodboldspiller til at være en invalid, pensioneret fodboldspiller, fortæller Jens Gjesing til spillerforeningen.dk seks år efter karrierestoppet.

Læs også: Navid Dayani: Det skulle have været mig

Karrieren sluttede i Hobro. Jens Gjesing identificerer sig ikke desto mindre mest med AGF og Aarhus, hvor han – foruden den sidste tid i Hobro – har spillet hele sin karriere. Men på de kanter gik han ”hurtigt i glemmebogen”, erindrer han. Og det gjorde ikke karrierestoppet lettere.

- Det er en hård verden. Det er jo business, det er forretning. Det er ud og ind. Det, der er svært for mig, er, at jeg har været i AGF i 15 år. Jeg er ikke bare en eller anden spiller, der har været på kontrakt i tre år, og måske i højere grad har haft et professionelt forhold til klubben. Derfor, tror jeg, har det været hårdere at være ude af billedet så hurtigt. Jeg har ikke hørt så mange sige det, men jeg tror, at der er mange, der kan nikke genkendende til det, tilføjer han.

En økonomisk deroute

Det bratte karrierestop betød, at Jens Gjesing skulle finde sig et andet job. Dels fordi, man, som han udtrykker det, ”er nødt til at have noget at stå op til, så det ikke bliver for gråt i sådan en periode”. Men først og fremmest fordi, der var regninger, der skulle betales.

- Der skal selvfølgelig penge ind på kontoen, så jeg skulle skynde mig at finde et job, og jeg måtte tage det, der var. Det blev et job på havnen på et lager, hvor jeg var et par måneder, indtil jeg fik et andet job på en specialskole.

Da jeg spillede, forestillede jeg mig jo ikke, at jeg ville blive fodboldinvalid. Set i bakspejlet ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg havde tegnet en forsikring

Som årene er gået, er han kommet ovenpå igen. Han har vænnet sig til sit nye liv – både mentalt og økonomisk. Men på begge parametre var det en stor omvæltning. Som ungt talent havde Jens Gjesing ambitioner om både udenlandsophold og landshold – ambitioner, der dog aftog en smule i takt med de gentagende skader, som gang på gang satte ham tilbage.

- Økonomisk har det været noget af en deroute. Der er røget meget, må man sige. Havde jeg spillet i Superligaen i resten af min karriere, havde jeg næppe tjent under en million om året på det. Og var jeg røget afsted til udlandet – og det behøver jo altså ikke at være Premier League eller andet på det niveau – så kan du fordoble eller tredoble det beløb. Det er selvfølgelig træls at tænke på. Og jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at tanken ikke har strejfet mig.

Læs også:  Fange i egen krop: Superligakarrieren sluttede, før den begyndte

Ligesom alle andre fodboldspillere var Jens Gjesing beskyttet af overenskomsten og de minimumsdækninger, der er aftalt i den. I bagklogskabens ulideligt klare lys ville den tidligere ligalandsholdsspiller dog ønske, at han havde sikret sig selv bedre.

- Da jeg spillede, forestillede jeg mig jo ikke, at jeg ville blive fodboldinvalid. Set i bakspejlet ville jeg selvfølgelig ønske, at jeg havde tegnet en forsikring. Jeg havde faktisk sat gang i processen på et tidspunkt, men af en eller anden årsag fik jeg det ikke effektueret. Det kan jeg selvfølgelig godt fortryde nu.

Hvad er resten af din karriere værd?

Jens Gjesing er i skrivende stund 32 år. Han kunne formentlig sagtens have ernæret sig som professionel fodboldspiller i dag, hvis ikke det havde været for skaderne. Han er med andre ord som minimum gået glip af seks års løn som professionel fodboldspiller. Hvis ikke mere.

Har du gjort dig tanker om, hvor mange år du har tilbage af din karriere? Og hvad resten af den karriere er værd for dig? Bliv ringet op af en vores rådgivere til en uforpligtende snak. Det kan ikke skade, og det koster ikke noget. Men det gør det måske, hvis du lader være.

Ring mig op

Tilbage

SENESTE NYT

20.03.2019

Den totale nedsmeltning førte til exit

LÆS MERE
13.03.2019

Billing udsat for racisme: Vigtigt at få det frem i lyset

LÆS MERE
12.03.2019

"Det er et stort skridt i den rigtige retning"

LÆS MERE
11.03.2019

15: En truende præsident, hans lakaj og de manglende konvolutter

LÆS MERE
11.03.2019

En truende præsident, hans lakaj og de manglende konvolutter

LÆS MERE
08.03.2019

Sådan forebygger du korsbåndsskader

LÆS MERE