6

Artikel6.9.2019

Sofie bruger sponsoraftale i kamp mod klimaforandringer og ulighed

Følelsen af uretfærdighed. Det er dén, der driver Sofie Junge Pedersen. Det er derfor, den danske landsholdsspiller har indgået en særlig udstyrsaftale med adidas.

Af Michael Hehr

- De to vigtigste ting i verden lige nu er at bekæmpe klimaforandringer og ulighed.

27-årige Sofie Junge Pedersen er klar i mælet. Og det er ikke bare snak. Hun støtter diverse nødhjælpsorganisationer, kæmper for unges rettigheder i Ghana, og hun er medlem af Common Goal, hvor hun – ligesom bl.a. Alex Morgan, Juan Mata, Giorgio Chiellini og Pernille Harder – donerer en procent af sin løn til en fond, der arbejder for at indfri de 17 verdensmål.

Senest har hun indgået en aftale med adidas, sin udstyrssponsor, som tillader og betaler for, at hun må og kan donere adidas-udstyr til forskellige integrationsprojekter og velgørende formål i kampen mod ulighed, overforbrug og dermed også klimaforandringer.

- Jeg kunne ikke se mig selv i, at jeg skulle købe en masse tøj og udstyr til mig selv, bare fordi jeg kunne. Derfor spurgte jeg adidas, om jeg i stedet kunne bruge min aftale på sociale projekter. Det var de heldigvis helt med på, siger Sofie Junge Pedersen.

»Når man laver noget, skal man ikke fokusere på, at det er en dråbe i havet i forhold til dem, der ikke bliver hjulpet. Man skal i stedet fokusere på dem, der bliver hjulpet«

- Det, der driver mig, er, at jeg synes, det er så uretfærdigt, at verden er så ulige. Og at de fattige lande tilmed kommer til at betale for de klimaforandringer, som vi i den vestlige verden med vores forbrug – og overforbrug – har skabt. Det kan jeg slet ikke have. Det er så uretfærdigt.

- I mine øjne er det helt oplagt, at jeg bruger min udstyrsaftale med adidas til at sætte fokus på det, understreger Juventusspilleren.

Løbesko på vej til integrationsprojekt

Selvom aftalen først lige er blevet underskrevet, har Sofie Junge Pedersen sammen med adidas allerede gjort en forskel for et integrationsprojekt i Aarhus.

- Jeg har bestilt 30 par løbesko og 30 t-shirts til en løbegruppe i Aarhus, der gennem løb forsøger at integrere udlændinge. De er rigtige glade for, at de kan få noget udstyr, som de ellers ikke ville have adgang til. Det betyder meget for dem, fortæller Sofie Junge Pedersen, der er glad for at kunne hjælpe andre.

Den danske landsholdspiller ved dog godt, at hun ikke løser vores integrationsproblemer ved at hjælpe én løbeklub. Ligesom hun heller ikke løser klodens klimaproblemer ene kvinde ved ikke at skifte støvler, løbesko og andet udstyr i tide og utide, som hun ellers kunne have gjort, hvis hun ikke havde indgået den særlige aftale med adidas. Men det er heller ikke meningen.

- Når man laver noget, skal man ikke fokusere på, at det er en dråbe i havet i forhold til dem, der ikke bliver hjulpet. Man skal i stedet fokusere på dem, der bliver hjulpet. Og for nogen kan 30 par løbesko og 30 t-shirts være en verden til forskel, forklarer Sofie Junge Pedersen.

»Jeg er ikke hellig. Jeg laver ting, der forurener meget. Jeg flyver f.eks. en del, og jeg ser også Netflix. Men jeg synes, vi hver især skal fokusere på, hvordan vi kan mindske klimabelastningen og uligheden i samfundet«

Vi skal inspirere hinanden

Hun er klar over, at man skal træde varsomt, når man involverer sig i den offentlige debat – særligt, når det handler om klimaforandringer. For mens det kan inspirere og skabe goodwill, kan det lige såvel være at stikke hånden ind i en hvepserede. For kan man både flyve, købe nyt tøj og spise kød, mens man er klimaforkæmper?

- Jeg er ikke hellig. Jeg laver ting, der forurener meget. Jeg flyver f.eks. en del, og jeg ser også Netflix. Men jeg synes, vi hver især skal fokusere på, hvordan vi kan mindske klimabelastningen og uligheden i samfundet. Så jeg synes ikke, at man skal holde sig tilbage med at være et godt eksempel og forsøge at inspirere andre, selvom det ikke er på alle områder, man er god ved miljøet og klimaet.

- Jeg bliver selv inspireret, når jeg læser om folk, der ikke har fløjet i mange år eller ikke spiser kød, selvom jeg jo ikke ved om de forurener meget på alle mulige andre måder. Det har inspireret mig til at tage toget i stedet for fly nogle gange og spise langt mindre kød, så på den måde kan vi jo hjælpe hinanden.

- Mange ting, vi gør, forurener. Derfor er alle ting, vi gør i kampen for klimaet, et skridt på vejen mod, at vi alle udleder mindre. Så jeg synes ikke, man kan sige, at det er lige meget, at man eksempelvis ikke spiser kød, hvis man flyver meget. Det handler om, at vi alle tænker over; ”hvad er det, jeg kan bidrage med i forhold til at udlede mindre CO2?” Vi skal inspirere hinanden og derudover bakke op om de politikere, der ønsker at ændre på de helt grundlæggende, skadelige ting i samfundet, lyder opfordringen fra Sofie Junge Pedersen, der håber på, at hun med sin historie kan inspirere andre atleter.

- Jeg håber, at der er andre sportsfolk, der tænker over, om de skal købe en masse til dem selv, eller om de måske kan give noget til andre.

Få opdateringer fra os

Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.