03. 12. 2019

4player lancerer nyt initiativ inden for mental sundhed

Mere end halvdelen af de danske fodboldspillere giver udtryk for, at de har oplevet mentale udfordringer i løbet af deres karriere. Det skal tages alvorligt, og derfor etablerer Spillerforeningen og 4player nu et tilbud, der kan forebygge og tage hånd om mentale udfordringer.

Mentale udfordringer kan opstå for alle. Også elitesportsudøvere. Og det gør de. I en undersøgelse fra i år blandt Spillerforeningens medlemmer giver 60% udtryk for, at de har oplevet mentale udfordringer i løbet af deres karriere. Det understøtter en tidligere undersøgelse gennemført af 4player/Spillerforeningen i samarbejde med FIFPRO og UCN, der viste at op mod 20% af fodboldspillerne aktuelt havde symptomer på mentale udfordringer. Det kan blandt andet blive udløst af skader, præstationspres og stress, karrierestop og identitetstab samt problematisk spiladfærd eller hændelser i livet generelt.

- Vi har i 4player og Spillerforeningen de seneste år oplevet en stigende efterspørgsel fra medlemmer efter et sted at gå til for at få hjælp til håndtering og behandling af mentale udfordringer. Derfor har det været vigtigt for os at kunne tilbyde dem et beredskab, hvis de oplever mentale udfordringer. Rådgivning og hjælp inden for mental sundhed er en logisk tilføjelse til 4players fortrolige rådgivningstilbud, så indsatsen rettet mod mennesket bag fodboldspilleren kan styrkes yderligere, og derfor er vi tilfredse med, at det er blevet muligt med den nye overenskomst i fodbold, siger Rasmus Haagensen, der er direktør i 4player.

Elitesport er mentalt krævende. Med sejre og nederlag kan det ikke undgås, at der vil være udsving i humør fra glæde til frustration. Men at have mentale udfordringer er ikke noget, der må blive hverdag, blot fordi man er elitesportsudøver. Derfor skal mentale udfordringer forebygges og behandles hurtigst muligt. 4players tilbud fokuserer på forebyggelse og behandling af kliniske mentale udfordringer og ikke sportspsykologi.

- 60 procent af vores medlemmerne i Spillerforeningen udtrykker, at de har oplevet mentale udfordringer i løbet af deres karriere, og det er et problem, vi skal tage seriøst i branchen. Mentale udfordringer må aldrig blive noget, der bare ’følger med’ en professionel karriere i elitesport. Det må ikke blive normalen. Det er tværtimod normalt at have det godt. Også som elitesportsudøver. Det åbenlyse hensyn er til det enkelte menneske, men det giver også elitesportsudøveren de bedst mulige forudsætninger for at præstere og få mest ud af sit potentiale og sin sportskarriere. 

Supplement til klubbernes arbejde

I dag arbejder 4player tæt sammen med særligt de danske elitefodboldklubber om uddannelse, job og livet efter fodboldkarrieren, og Rasmus Haagensen håber, at det nye tiltag om mental sund kan være med til at styrke relationerne.

- Vi håber, at tilbuddet inden for mental sundhed kan understøtte klubbernes arbejde. Det skal ses som et supplement til klubbernes arbejde, der kan medvirke til at løse de udfordringer, som ikke bliver løst i dag, fordi de ikke kommer op til overfladen. Vi håber, at tilbuddet kan blive genstand for en styrkelse af samarbejdet mellem 4player og klubberne, som vi også oplever det på uddannelse, job og karriere i dag.

En af de klubber, som 4player allerede har samarbejdet med på det mentale område, er FC Midtjylland, og Superligaens nummer et har været glade for det setup, de har mødt.

- I FC Midtjylland har vi sat pris på samarbejdet med 4player i situationer, hvor spillere har været ramt af eksistentielle udfordringer. Vi har en fælles interesse i, at tilbuddet omkring spilleren favner så bredt som muligt, så vi tidligt og målrettet kan hjælpe spilleren. Vi har haft cases, hvor vi sammen med Spillerforeningen og 4player har fået sat et beredskab op omkring spilleren, som har gavnet og været medvirkende til et positivt forløb for spilleren, siger Svend Graversen, sportschef i FC Midtjylland.

Tabu skal nedbrydes

Det nye initiativ handler også om at nedbryde det tabu, som der for mange er forbundet med mentale problemer.

- Mentale problemer er tabuiserede. Og det kan være vanskeligt for spilleren at gå til træneren eller klubben. Derfor er det nødvendigt at etablere et eksternt fortroligt tilbud, hvor spillerne kan blive anvist professionel hjælp fra kliniske psykologer eller behandlere. Det tilbud etablerer 4player nu, idet det ligger i naturlig forlængelse af vores rolle som spillerens eksterne fortrolige rådgiver i dag.

4players rolle bliver at oplyse og henvise, mens behandlingen håndteres af professionelle. En af de spillere, 4player allerede har hjulpet på vej, er Emiliano Marcondes. Han opfordrer til at gøre op med en kultur, hvor man ikke tør sætte ord på sine følelser.

- Mange fodboldspillere tænker, at man er svag, hvis man viser følelser. Eller hvis man viser, man har problemer. Jeg tror – tværtimod – at man viser, man er selvsikker, og man er stærk, hvis man viser, man har problemer eller snakker om sine følelser. For det er bare følelser. Det er ikke mere end det, siger Emiliano Marcondes

Hovedpunkter fra 4player/Spillerforeningens medlemsundersøgelse 2019 (N: 221; fodboldspillere):

  • 60% giver udtryk for, at de i løbet af deres karriere har oplevet mentale udfordringer*
  • 67% udtrykker, at de eller deres holdkammerater har brug for et fortroligt og eksternt sted, som de kan kontakte, hvis de oplever mentale udfordringer
  • 76% udtrykker, at der er behov for, at 4player/Spillerforeningen etablerer et rådgivningstilbud på det mentale område
  • 54% udtrykker, at mentale udfordringer er et tabu
  • 43% har oplevet, at mentale udfordringer kunne have været håndteret og løst hurtigere og på en mere professionel måde, så de tidligere havde oplevet bedring og var blev hurtigere klar til at præstere på højeste niveau
  • 65% vil gerne være bedre til at styre og tackle deres tanker og følelser, så det ikke påvirker deres trivsel og performance på banen negativt

* I UNDERSØGELSEN DEFINERET SOM: Mentale udfordringer skal forstås som, at du befinder dig i en tilstand, hvor du ikke trives i bred forstand. Det betyder, at du ikke kan udfolde dine evner, håndtere dagligdagsudfordringer og pressede situationer og indgå i fællesskaber med andre mennesker, som du plejer. Du kan fx opleve at være ramt af; koncentrationsbesvær, hukommelsessvigt, at føle dig trist eller opleve angst, søvnforstyrrelser eller ændret spisevaner.

Læs meget mere om 4players arbejde på www.4-player.dk.

Back

SENESTE NYT

05.12.2019

Marcondes: »Stærkt at kende sine svage sider«

LÆS MERE
03.12.2019

4player lancerer nyt initiativ inden for mental sundhed

LÆS MERE
02.12.2019

Fodbolden får ny 5½-årig overenskomst

LÆS MERE
22.11.2019

»Træningen var den perfekte forberedelse til min sæsonoptakt«

LÆS MERE
21.11.2019

Landsholdsspillere giver millioner til børnefodbold

LÆS MERE
20.11.2019

Sidste års trio i ny duel om Årets Mandlige Fodboldspiller

LÆS MERE