10
Hver sæson kårer vi Danmarks Bedste Bane. Det gør vi i Gjensidige Kvindeliga og i 3F Superliga.
Vi gør det sammen med anførerne i de respektive ligaer, der efter hver runde bedømmer den bane, de som udehold har spillet på. Det gør de på en skala fra 1-5, hvor fem er bedst.
Hos kvinderne er kunstgræsset på Bane 2 i Brøndby de seneste to sæsoner blevet kåret som Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen.
Og banen, der blev anlagt af Brøndby Kommune forud for 2022/23-sæsonen, og som også driftes af kommunen, er fortsat kvindernes foretrukne. I hvert fald samlet set.
For AGF’s kvinder er vanen tro blevet kastet rundt på forskellige baner. I sidste sæson havde de ’hjemmebane’ på fire baner, mens de foreløbigt har haft to i denne sæson. Nemlig Ceres Park og Fynske Bank Arena i Bramdrupdam.
Isolerer man kampene på Ceres Park, er bedømmelsen 4,6, hvilket altså gør banen til Kvindeligaens bedste bane. Men fordi kvinderne foreløbigt to gange er blevet sendt knap 100 kilometer ud af Aarhus for at spille ’hjemmekamp’ på kunstgræsbanen nær Kolding, der isoleret set er bedømt til 2,0, er den samlede vurdering altså 3,86.
På nogle stadioner står der 'Græsset må ikke betrædes'. På Bane 2 er der følgende regler.
Hverken AGF’s kvinder eller herrer kommer dog til at spille flere kampe på Ceres Park i denne sæson, da stadionet som bekendt er under ombygning. Til gengæld kunne kvinderne og herrerne så glæde sig til at tage den nyanlagte hybridbane i Vejlby i brug. Men…
Ifølge et internt notat i Aarhus Kommune, som Aarhus Stiftstidende er kommet i besiddelse af, skal kvinderne dog ikke glæde sig for tidligt. For selvom de til daglig træner i Vejlby, kan AGF’s kvinder ifølge notatet se frem til hjemmekampe på kunstgræsset i Bramdrupdam, hvis AGF vurderer, at banen skal hvile for at være klar til herrerne.
Hvis det står til troende, må kvinderne, der modsat herrerne træner i Vejlby, nøjes med at kigge på den nye bane, hver gang de går ned til den kunstgræsbane, AGF har valgt til ’Byens (andet?) Hold’.
Bane 2 (Brøndby IF): 4,29
Ceres Park/Fynske Bank Arena (AGF): 3,86
Right to Dream Park (FC Norsjælland): 3,86
Autocentralen Park (Kolding IF): 3,43
Capelli Sport Stadion (HB Køge): 3,43
Nature Energi Park (OB): 3,29
Nord Energi Arena (Fortuna Hjørring): 2,86
Østerbro Stadion (B.93): 2,29
Brøndby Stadion er også forsvarende vinder af Danmarks Bedste Bane. Fire sæsoner i træk har anførerne i Superligaen peget på hybridbanen på Brøndby Stadion som ligaens bedste, og den ligger altså lunt i svinget til at vinde prisen for femte(!) sæson i træk.
Men også kun med et græsstrå. For herrerne er enige med kvindernes positive bedømmelse af Ceres Park på 3. pladsen, der sammen med Aalborg Portland Park på 2. pladsen og Brøndby Stadion udgør en uhyre tæt trio.
AGF-anfører Sarah Dyrehauge ser til, mens AGF's midlertidige hjemmebane tager form.
Lige uden for top-3 – men stadig med gode bedømmelser – finder vi Parken og Energi Viborg Arena. Mens Viborg FF’s hjemmebane siden anlægningen af den nuværende hybridbane i 2021 har været at finde i toppen, har græstæppet på F.C. Københavns hjemmebane i flere sæsoner været udskældt.
Samme tid sidste år lå Parken næstsidst med en bedømmelse på 2,67. Men investeringen i både underlag og groundsteam har tydeligvis båret frugt. Et år senere bedømmer Superligaens anførere således banen til 4,25 forud for sidste del af sæsonen. Et markant hop opad for nationalarenaen.
Brøndby IF (Brøndby Stadion) 4,57
AaB (Aalborg Portland Park) 4,50
AGF (Ceres Park) 4,44
F.C. København (Parken) 4,25
Viborg FF (Energi Viborg Arena) 4,00
Vejle (Vejle Stadion) 3,75
Sønderjyske (Sydbank Park) 3,63
Lyngby Boldklub (Lyngby Stadion) 3,63
FC Midtjylland (MCH Arena) 3,50
Randers FC (Cepheus Park Randers) 2,86
Silkeborg IF (JYSK Park) 2,00
FC Nordsjælland (Right to Dream Park) 1,13
FC Nordsjælland er foruden Brøndby IF og AGF den tredje og sidste klub, der har hold i begge ligaer. Og som den eneste af de tre klubber tilbyder FCN den samme bane hver gang til både mænd og kvinder.
I den forbindelse er det bemærkelsesværdigt, at mændene vurderer banen som Superligaens absolut dårligste, mens kvinderne vurderer den som en af Kvindeligaens bedste. Det kan virke kuriøst, men for Julie Tavlo, der er anfører i Brøndby IF, er der en simpel forklaring på det.
»Det er et meget tydeligt udtryk for, at kvindefodboldspillere spiller på dårligere baner end herrefodboldspillere. Jeg kan ikke se, hvad det ellers siger«
»Det er et meget tydeligt udtryk for, at kvindefodboldspillere spiller på dårligere baner end herrefodboldspillere. Jeg kan ikke se, hvad det ellers siger. Hvis vi kan vurdere den (Right to Dream Park, red.) til at være top-3, så må det betyde, at vi har væsentligt dårligere baner,« konkluderer Julie Tavlo i ’Spiller til Spiller’.
»Vi er vant til at komme ud på noget, der er rigtig, rigtig, rigtig dårligt. Så selvom Right to Dream Park er en dårlig kunstgræsbane, så er den stadigvæk bedre end mange af de baner, vi ellers møder,« tilføjer den erfarne Brøndby-anfører.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.