125: For Julie Tavlo har drømmen hele tiden været lige derovre på den anden side

Sølle 200 meter.

Det er, hvad der adskiller midtercirklen på Brøndby Stadion og midtercirklen på Bane 2.

Begge baner er hjemmebane for Brøndby IF. Begge baner er blevet kåret til Danmarks Bedste Bane.

Men det til trods er der en verden til forskel på Brøndby Stadion, hvor herreholdet har hjemme, og Bane 2, der er kvindernes hjemmebane.

Den ene er en hybridbane, som dagligt tilses og passes af den erfarne groundsman Chris Hauge og hans team. Den anden er en kunstgræsbane, der driftes af kommunen et par gange i ugen.

Baneholdene for Brøndbys to førstehold er et godt billede på den store forskel, der er på rammerne mellem kønnene i dansk elitefodbold.

Den 35-årige Brøndby-profil Julie Tavlo, der i årevis er gået forbi den professionelle afdeling for at træne i amatørafdelingen, har i årevis set, mærket og oplevet den forskel.

»Det var lige derovre, det hele. Det er lige ovre på den anden side, hvor de er på fuldtidskontrakter, hvor de kan leve af det, hvor banerne er gode, hvor forholdene er gode, hvor alt bare spiller,« siger Julie Tavlo i vores podcast, ’Spiller til Spiller’.

Hvert år kårer vi Danmarks Bedste Bane sammen med anførerne. Det gør vi i Kvindeligaen og i Superligaen.

Bedømmelserne af banerne har skabt et mærkværdigt paradoks. For mens herrerne sæson efter sæson dumper Superligaens kunstgræsbaner, så er det netop kunstgræsbanen Bane 2 i Brøndby, der de seneste to sæsoner er kåret som ligaens bedste, og som topper kvindernes aktuelle halvvejsstilling.

Mest bemærkelsesværdig er bedømmelserne af Right to Dream Park i Farum. I halvvejsstillingerne for henholdsvis Kvindeligaen og Superligaen, som vi netop har offentliggjort, er gennemsnitsbedømmelsen blandt Kvindeligaanførerne 3,86, mens den hos Superligaanførerne er 1,13.

»Det er et meget tydeligt udtryk for, at kvindefodboldspillere spiller på dårligere baner end herrefodboldspillere. Jeg kan ikke se, hvad det ellers siger. Hvis vi kan vurdere den (Right to Dream Park, red.) til at være top-3, så må det betyde, at vi har væsentligt dårligere baner,« konkluderer Julie Tavlo.

»Vi er vant til at komme ud på noget, der er rigtig, rigtig, rigtig dårligt. Så selvom Right to Dream Park er en dårlig kunstgræsbane, så er den stadigvæk bedre end mange af de baner, vi ellers møder,« tilføjer den erfarne Brøndby-anfører.

Et af de steder, Kvindeligaens spillere nogle gange spiller på en græsbane – og endda en rigtig god én af slagsen – er i Aarhus. For når Superligaholdet i løbet af efteråret ikke har spillet på Ceres Park, har AGF’s kvinder fået lov.

Men hvis herrerne har skullet spille hjemme samme weekend, er kvinderne blevet sendt knap 100 kilometer ud af byen. Nærmere bestemt til kunstgræsbanen Fynske Bank Arena i Bramdrupdam. Det er sket to gange i løbet af de syv runder, AGF har spillet hjemmekampe i efteråret.

»Det er håbløst,« siger Julie, der undrer sig over, hvorfor AGF prioriterer, som de gør.

»Hvad laver AGF her? Vil de ikke være en af Danmarks førerende klubber inden for kvindefodbold? Så skal det hold da bare have hjemmebane på Ceres Park.«

Havde de gjort det, altså spillet alle deres hjemmekampe på Ceres Park, ville Aahus have Danmarks Bedste Bane i Kvindeligaen. I stedet har de aktuelt både ligaens bedste bane og dårligste bane – præcis, som det var tilfældet i sidste sæson. Sammenlagt giver det dem en foreløbig andenplads.

At kvinderne må vige for mændene, er ikke nyt i Aarhus. Eller i kvindefodbold generelt for den sags skyld. Sidste år havde AGF fire forskellige ’hjemmebaner’. Fem af kampene blev spillet på Vejlby Risskov Stadion.

En notorisk dårlig bane, som AGF’s direktør, Jakob Nielsen, beskriver med »skammelige vilkår«, som »i alt for lang tid ikke har været tidssvarende« til klubbens eget medie.

En beskrivelse, Julie genkender:

»Det er noget af det værst tænkelige, du kan forestille dig. Der er huller i banen, der gror blomster og der mudderpøle. Det er helt åndssvagt,« som hun malerisk beskriver banen.

Den har Julie og de øvrige spillere i Kvindeligaen været forskånet for i denne sæson. For i forbindelse med ombygningen af Ceres Park, har AGF bygget et midlertidigt stadion i Vejlby. Den bane, AGF har budt kvindeholdet, ville de ikke byde herreholdet, og derfor har de nu anlagt en ny hybridbane.

Den ser Julie frem til at spille på – hvis de da får lov til det. Men hun ser det også som endnu et billede på den manglende ligestilling i dansk fodbold.

»Det er fortæller mig, at den ligestilling, jeg gerne vil have, langt er der endnu. Jeg vil ikke nødvendigvis have ligeløn. Det ville da være dejligt, men det (baner, red.) er lige præcis sådan nogle ting, vi taler ind, når vi taler ligestilling. Lige muligheder.«

»Det er ikke, fordi vi skal have de samme penge, men nogle muligheder for at skabe et godt produkt og spille fodbold må vel være det mindste.«

Så skulle man måske tro, at AGF’s kvinder, der har hjemme i Vejlby, kunne glæde sig over, at deres hjemmebane nu er gået fra at være Kvindeligaens dårligste til noget, der må kandidere til at være den bedste.

Men der er endnu et twist til historien fra Aarhus.

Ifølge et internt notat fra Aarhus Kommune, som Stiften er kommet i besiddelse af, skal kvinderne igen vige pladsen for mændene, hvis der er sammenfald mellem kampdatoer eller banen er for medtaget. Noget AGF selv vurderer, og en beslutning klubben ifølge Stiften selv har taget.

I stedet for den nye bane i Vejlby, bliver kvinderne, ifølge notatet, igen sendt til kunstgræsbanen i Kolding. Årsagen, til at AGF’s kvinder ikke har spillet der i denne sæson, er, at AGF har bygget en midlertidig ny hjemmebane til herrerne.

Tilbage i Brøndby må Julie og holdkammeraterne nøjes med at kigge over på Brøndby Stadion og forestille sig at spiller dér, mens de løber rundt på kunstgræsset på Bane 2.

»Jeg har ikke nødvendigvis et ønske om at spille på Brøndby Stadion, men jeg vil gerne tage deres bane ud af Brøndby Stadion.«

»Det er ikke, fordi vi behøver at spille på dét stadion. Men banen kunne bare være lige så god. Man skal passe på med at sige, at kvindefodbold skal være det samme som herrefodbold, men det handler om mulighederne. Hvis vi har en lige så god bane på et stadion, der kan huse 10.000 i stedet for 30.000, så er det også megafedt,« fastslår Brøndby-stopperen.

Det vælger hun at tro på sker.

»Det bliver nok ikke i min fodboldtid. Men det bliver forhåbentlig i nogle af mine yngre holdkammeraters fodboldtid, at vi bliver en større del af dansk fodbold.«

Du kan høre vores interview med Julie Tavlo i ’Spiller til Spiller’. Find vores podcast i Apple Podcast, Spotify eller din foretrukne podcastapp.