Brød sammen igen og igen: »Jeg har aldrig været så langt nede«

De er der alle sammen. Forældrene, brødrene og selvfølgelig også bedsteforældrene. De står dér på sidelinjen og viser deres støtte, som de har gjort det gennem hele forløbet. Om nogen ved de, hvad han har været igennem.

Efter slutfløjtet løber den bomstærke midtbanespiller over til dem. Én efter én omfavner FC Roskilde-spilleren sine nærmeste i en stribe af vemodige øjeblikke.

Det er i hvert fald sådan, han forestiller sig det. Det er det billede, han klamrer sig til i de svære perioder.

- Jeg får helt kuldegysninger, når jeg tænker på det, siger Andreas Hermansen.

Den 21-årige professionelle fodboldspiller har været igennem noget af et skadesforløb. Det begyndte med det, hovedpersonen selv troede skulle blive sit livs tackling. I stedet sprang korsbåndet, og det blev starten på et opslidende skadesforløb. Et forløb, der tog sin begyndelse den 27. februar 2019, og som altså har varet knap syv måneder indtil videre.

Den første operation gik godt. Troede han. Men efter at have vågnet op gennemblødt af sved gentagende gange, tog midtbaneslideren på skadestuen. Og gudskelov for det. Der var infektion i knæet, så han blev indlagt med det samme og blev opereret samme nat.

Men bedre blev det ikke. Kort tid efter blev han så opereret for tredje gang.

- Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Dagene på hospitalet… det var helt sindssygt. Det føltes som om, jeg lå der i et år, fordi jeg ingenting måtte lave. Jeg har aldrig været så langt nede, som jeg var der.

- Dagene gik bare så langsomt. Jeg tror, jeg så de samme udsendelser to gange om dagen, fordi fjernsynet bare kørte i baggrunden. Jeg kan huske, at jeg kørte rundt i min kørestol, rundt på gangene, bare for at få noget motion. Det var helt sindssygt. Jeg har aldrig prøvet noget lignende.

- At være så langt nede i et hul. Jeg kunne slet ikke se nogen ende på det, husker Andreas Hermansen om den måneds tid, han sammenlagt var indlagt.

De mange timer på hospitalet gav ham god tid til at tænke. Nok også lidt for god tid. For pludselig begyndte han at overveje, om det nu også var det hele værd.

- Jeg brugte mange timer på bare at ligge og kigge ud i luften og tænke; »okay, er det her det hele værd? Gider jeg bruge et år af mit liv på at genoptræne?«

- Jeg kørte rundt i min kørestol og kiggede rundt. Jeg havde virkelig ondt af mig selv. Kan jeg ikke bare starte på et studie? Lave noget andet. Det kan være, jeg kan finde det lige så sjovt.

- Men der er bare noget specielt ved at være fodboldspiller. Det er svært at komme gennem nåleøjet ind i fodboldverdenen. Så når man endelig er igennem, synes jeg, det er synd ikke at give det chancen, fordi jeg brænder så meget for det. Så selvfølgelig er det det hele værd, fastslår han.

Korsbåndsskadede Andreas Hermansen kom altså hurtigt frem til, at kampen for at komme tilbage på fodboldbanen ville være det hele værd. Men det betød ikke, at den mentale kamp var slut.

- Ud af ingenting begyndte jeg bare at græde. Jeg havde haft en okay dag, og jeg havde lavet alt muligt, men når jeg kom hjem, kunne jeg mærke, at det var blevet for meget. Så brød jeg bare sammen. Hold kæft, hvor har jeg gjort det mange gange, fortæller FC Roskilde-spilleren.

Den slags råber man dog ikke just højt om som professionel fodboldspiller. I et konkurrencepræget miljø med en til tider hård jargon kan det ses som et tegn på svaghed. »Så lugter hajerne blod«, som Andreas Hermansen udtrykker det.

Men mentale udfordringer er faktisk forholdsvist udbredt blandt professionelle fodboldspillere. Op mod hver femte fodboldspiller har i en eller anden udstrækning mentale problemer, viser en undersøgelse foretaget af den internationale spillerforening, FIFPPRO.

Alligevel er det altså tabulagt i større dele af branchen. Et billede, som Andreas Hermansen genkender. Omvendt synes han, at de i FC Roskilde faktisk er gode til at tale sammen om den slags. Også selvom det kan være svært.

- Da jeg var skadet, var folk gode til at sige; »Andreas, er du okay?« Og så kunne jeg sige; »nej, det er jeg faktisk ikke« og få lov til at snakke om, hvordan jeg havde det. Det er sgu okay at være ked af det. Det er sgu okay, fastslår Andreas Hermansen, der særligt fremhæver Robert Larsen og Mikkel Thygesen som store støtter gennem forløbet.

En anden støtte for den mentalt ramte fodboldspiller var Spillerforeningen. For korsbåndsskaden betød også, at Andreas Hermansen skulle starte en forsikringssag – både gennem den lovpligtige arbejdsskadeforsikring og ikke mindst den kollektive ulykkesforsikring, som alle overenskomstdækkede fodboldspillere er omfattet af.

Det kendte Andreas Hermansen ikke noget til. Men på opfordring fra Thomas Lindrup, der er chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen, og som på det tidspunkt stort set var i daglig kontakt med truppen i forbindelse med andre verserende sager, tog han fat i Spillerforeningens jurister og fik startet sagen op.

- Der gik ikke længe, før min sagsbehandler skrev til mig. Jeg skulle sende min kontrakt og en lægeerklæring – så ville de klare resten for mig. Løbende har jeg hørt, hvor langt de er; nu er den indsendt, nu vurderer de skaden og så videre.

- Jeg føler virkelig, jeg har været i gode hænder. Det virker som om, der er styr på det. Det er fedt, at der er nogen, der gider at hjælpe mig med det, så jeg ikke selv skal bokse med det. For det havde taget en evighed.

- Det har været en aflastning mentalt, understreger Andreas Hermansen.

Mens Sille Riemann, som sagsbehandleren, der hjælper Andreas Hermansen, hedder, har taget sig af det juridiske, har han kæmpet for at komme styrket tilbage. I skrivende stund er han så langt i forløbet, at han kan lave tekniske øvelser.

Og selvom der er få måneder til årsskiftet, hvor Hermansen regner med at være tilbage på banen i fuld vigør, så kan han efterhånden skimte comebacket. Og når han endelig er tilbage på banen, bliver det med fuld kraft.

- Det kan være en mental barriere at komme i gang igen. Men når man får at vide, at det virker, så skal man også stole på det. Hvis man holder sig tilbage, kan man lige så godt spille skak. Jeg lever af de der dueller, så hvis jeg holder mig tilbage, kan jeg lige så godt lade være med at spille.

- Jeg skal stole på, at det virker og så bare ind og smadre igennem. Jeg har fået at vide; »Andreas, i den første tackling, du laver, der skal du bare ind og smadre igennem, så du kan mærke, at det virker.« Så det har jeg tænkt mig. Så må det briste eller bære.

Forhåbentlig »virker det«. Så kan Andreas Hermansen komme tilbage på banen og gøre det, han elsker. Det, han lever for. Og så kan han udleve det øjeblik med familien på sidelinjen, der i månedsvis har holdt ham oppe, når det hele har virket uoverskueligt.

- Når kampen bliver fløjtet af, kan jeg se min familie stå ude ved siden. Min mor og far, mine brødre og min mormor og morfar. At komme ud og kramme dem. Den fornemmelse… når jeg har det allerværst, tænker jeg på det.