For mange kampe: Den største konflikt ligger mellem landsholds- og klubfodbolden

»Det er skidt for produktet, det er skidt for spillerne, det er skidt for det hele«.

Så klar er meldingen fra Michael Sahl Hansen, direktør i Spillerforeningen, når samtalen falder på kampkalenderen, der aldrig synes at blive mættet, og hvor nye turneringer og udvidede formater i både klub- og landsholdsfodbold presser spillerne til det yderste både fysisk og mentalt.

Nations League, større europæiske klubturneringer og et helt nyt VM for klubhold er nogle af de formater, som bringer endnu flere betydningsfulde kampe til kampkalenderen. Og selvom det umiddelbart kan synes positivt for fodboldfansene på stadion og bag skærmen, så begrænser det spillernes restitutionspauser, der har konsekvenser for både spillerne og fodboldproduktet.

I forhold til sidstnævnte, så er landsholdsfodbolden ifølge Michael Sahl Hansen særligt udsat.

»Det […] allerstørste konfliktpunkt, der er, og som vil komme i højere grad, […] er konflikten mellem klubberne, der skal afgive spillerne, og (red.) det nationale hold, spilleren repræsenterer.«

»Det er i klubberne, at hverdagsarbejdet er. Så det er uden tvivl landsholdet, der vil lægge først for og blive skåret fra. Og det er også det, vi ser,« siger Michael Sahl Hansen med henvisning til spillere som franske Raphaël Varane, tyske Toni Kroos og norske Fredrik Aursnes, der alle på grund af fysisk eller mental overbelastning valgte deres respektive landshold fra, da de var henholdsvis 29, 31 og 28 år.

»Der er allerede noget i gang, og vi ved, at spillerne er max presset af deres klubber, når de skal tilbage og spille med landsholdet,« siger Michael Sahl Hansen om den generelle situation i international topfodbold.

»Fredrik Aursnes fra Benfica har meldt fra til det norske landshold. […] Det er ikke, fordi de (det norske landshold, red.) har kimet slutrunderne ned. Det vel mere end 20 år siden, de har været med. Men det er bare den belastning, han modtager i Benfica ved at være en central spiller dér, så er der ikke overskud til det. Det er for meget, og der skal ske noget.«

Derfor er der ifølge Michael Sahl Hansen behov for at forstå alvoren og tænde advarselslamperne for at beskytte spillerne og sporten mod den rovdrift, en konstant voksende kampkalender driver på dem, og som FIFA egenrådigt står for at planlægge.

»Det skal være bæredygtigt. Det skal være sådan, at de bedste spillere kan være med – både på landshold og klubhold – i alle de kampe, hvor det virkelig gælder. Hvis det betyder, at der ikke kommer flere penge ind i systemet, så må det være sådan, som det er.«

»Det skal vi have fundet en løsning på ved at have en international kampkalender, der kommer på plads ved at inddrage alle interessenter. Derfor er det vores opgave i spillerforeningerne – sammen med klubberne – at sikre, at vi har en bæredygtig kalender,« siger han.

Ser man over Atlanten og de store amerikanske sportsgrene, kan man få et potentielt kig ind i krystalkuglen, og hvad fremtiden kunne bringe for landsholdsfolden. For i basket og ishockey er det på ingen måde unormalt, at de største stjerner vælger landsholdet fra for at minimere kamppresset hen over sæsonen. Og det er ikke en vej, som man fra spillerforeningernes side ønsker at se fodbolden gå ned ad.

»Der vil vi ikke hen. Vi vil have, at landsholdet præsenterer de allerbedste spillere. Så at det, når man tager i Parken, er de allerbedste spillere, der er der. Det er ikke dem fra fjerde eller femte niveau, fordi de bedste har været tvunget til at melde fra, fordi de ikke kan kapere den pressede kalender.«

»Spillerne er vanvittigt privilegerede. De lever af det, de elsker. De har et drømmejob, som mange vil lægge begge arme for at få. Men derfor er der alligevel en grænse for, hvad man kan præstere. Det er jo ikke sådan, at vi bare kan blive ved med at hælde penge på, og så kan du løbe x-antal kilometer længere. Det hænger ikke sådan sammen,« slutter Michael Sahl Hansen.