Da Frederik gik ud som et lys

Han husker duellen. Hvordan han kommer foran sin mand og får headet bolden væk. Men derfra bliver det sort for Frederik Møller. Han husker ikke selv det spark, der rammer ham i hovedet og sender ham bevidstløs til jorden.

På båren, på vej ud fra banen, er han tilbage ved bevidsthed. Men på gulvet i omklædningsrummet er han omtumlet. Husker ikke modstander eller stilling. Det hele er tåget for forsvarsspilleren. Han aner med andre ord overhovedet ikke, hvad der sket.

Han bliver kørt på sygehuset til observation for hjernerystelse. Og bliver scannet. Heldigvis viser scanningen ingenting. Der er ikke andre skader end hjernerystelsen. Og det er først her, på sygehuset i Horsens, han rigtigt kommer til sig selv.

- Jeg var skidt. Jeg havde rigtig ondt i hovedet. Og kvalme og opkast, husker Frederik Møller, der om natten - stadig i fuldt spillesæt med både fodboldstøvler og benskinner og med det størknede blod på tøjet - får lov at forlade hospitalet og tage hjem.

Det er først den efterfølgende dag, det for alvor går op for ham, hvad der er sket. Her mærker han også de fysiske konsekvenser af det uforsætlige spark, der for under 24 timer sendte ham omkuld på Casa Arena.

- Jeg havde virkelig ondt i hovedet. Og min tand sad helt skævt. Jeg kunne ikke bide tænderne sammen. Det hele var bare rigtig ubehageligt, husker Frederik Møller om episoden i det tidlige forår i 2017.

Han har genset episoden. Men den er uvirkelig for ham. For han husker den ikke. Som om den aldrig rigtig har fundet sted. Men fornuften siger ham jo, at det er sket. Det samme gør de fysiske skader selvfølgelig. Og når han ser klippet, kan han jo se, det er ham på videoen.

- Det er lidt underligt, for jeg kan jo ikke huske det. Så jeg føler ikke rigtigt, at det er mig, der er på billedet. Man kan også se på billederne, at i det sekund, jeg bliver ramt, slukker det bare, siger Frederik Møller.

Tæt på slukket er der også for Frederik Møller i de kommende dage. Lys og lyde er så godt som bandlyst, og mange mennesker kan han ikke overskue. Men langsomt går det fremad. Små skridt hele tiden.

- Jeg fandt lynhurtigt ud af, at lys udefra og høje lyde og det der med bare at forholde sig til en masse ting, det kunne jeg ikke. Det var bare at acceptere, at nu er jeg i et mørkt rum, og der skal helst være ro. Jeg sov jo 18 ud af 24 timer i de første fire-fem døgn, fordi jeg bare var helt færdig.

- Det var røvsygt, men lidt det der skulle til, for at jeg måske er kommet ud på den her siden uden at have nogen mén overhovedet, siger Frederik Møller.

- Jeg fik den tid, jeg skulle bruge, selv om det var en presset situation, hvor vi spillede for at overleve. Der gik vel 14 dage, inden jeg var nede i klubben og sige hej.

Han husker tilbage på en speciel tid. For når ens skade er en hjernerystelse, kan den være svær at forholde sig til. For ingen kan se den, men man mærker hurtigt konsekvenserne, hvis man går for hurtigt frem.

- Det var meget specielt, for der var ingen, der kunne se, jeg var skadet. Det var en underlig fornemmelse af hele tiden at lave for lidt. Det er frustrerende, når det, man bare gerne vil, er at træne og spille og være med. Det værste er ikke at være med. Om det er fordi, man ikke er udtaget til kamp, eller man er skadet, så føler man sig lidt uden for.

Men det er ikke kun fra fodboldbanen, Frederik Møller må holde pause fra. Også studiet bliver sat på standby, og han må udskyde sin bacheloropgave på jurastudiet på SDU, som han læser som fjernstudie med hjælp fra 4player.

- Jeg prøvede, om jeg kunne læse, men det kunne jeg ikke. Det kom ind men fes lige ud igen. Og jeg blev utilpas og fik hovedpine ved at koncentrere mig.

I fem år har han været i gang med jurastudiet. Og en skræmmende tanke når at melde sig hos ham, mens han er ikke er i stand til at tygge sig gennem de tykke lovsamlinger på studiet. Har jeg spildt fem års uddannelse?

- Man hører jo alle skrækeksemplerne. At der er en, der ikke kan åbne en bog og læse en halv side, før det hele siger pling oveni kasketten. Det var i hvert fald ikke det, jeg drømte om. Så det var hele tiden med den der lyst til at skulle tilbage hurtigst muligt – men på den rigtige måde. Og så må det tage den tid, det tager. Det er jeg heldigvis lykkedes med. Og så tror jeg, jeg har været ekstremt heldig, slutter Frederik Møller.