9
Den 29. juli 2018 gik Jakob Hjorth op i en hovedstødsduel. Noget, Vendsyssel FF-stopperen vel har gjort tusindvis af gange før. Men denne gang var ikke som gangene før. For duellen med Mikkel Rygaard kostede ham en hjernerystelse. Og syv måneder væk fra banen, et utal af tilbagefald og karrierens største udfordring.
- Det gik egentlig først op for mig, da jeg blev udskrevet, hvor slemt det egentlig var, fortæller Jakob Hjorth.
I forbindelse med indlæggelsen fik han lov at komme hjem til sine forældre et døgns tid. Her tog familien ham med ud i skoven for at gå en tur og få noget luft. Det skulle vise sig at blive en kort fornøjelse.
- Jeg har min lillebror foran mig og min mor bag mig. Hvert tredje-fjerde skridt vælter jeg bare. Så de står klar til at gribe mig. Det ender med, at vi får gået 20 meter, og så er det tilbage i bilen igen, fordi jeg ikke kunne holde til mere, genkalder Jakob Hjorth.
Han var fange i egen krop. Han kunne intet. Heller ikke gå på trapper han kunne ikke gå på trapper, hvilket ikke er så hensigtsmæssigt, når man, som Jakob Hjorth, bor på tredje sal. Hver eneste gang, han oplevede en smule fremgang, blev han hamret ned igen.
- Det var utroligt hårdt, og jeg skal ikke lægge skjul på, at det helt sikkert var den hårdeste periode, jeg har haft i mit liv indtil videre.
Jakob Hjorth beskriver det som sit livs kamp. En kamp, han kom igennem. En kamp, han vandt. Med hjælp fra klinikken Headstart kom han tilbage på banen.
Men den 15. september 2019 skete det så igen. Endnu en hjernerystelse. Og den slog ham ud.
- Nu er jeg ikke én, der græder særlig ofte, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg græd under de syv måneders hjernerystelse. Men jeg kan huske, da jeg kommer ind i omklædningsrummet, og de andre går ud på banen igen, og mine forældre kom ind, så bryder jeg bare sammen, fordi jeg er sikker på, jeg skal igennem det samme igen.
- Tankerne kører bare rundt i hovedet på mig; nu er det sgu slut.
Gudskelov var det ikke slut. Faktisk kom han sig hurtigt oven på karrierens anden hjernerystelse. Vendsyssel FF’s stopper er allerede tilbage på banen igen. Men Jakob Hjorth ved om nogen, hvorfor det er vigtigt at passe på hovedet. Han ved, hvad der er på spil.
Det er derfor, han medvirker i vores fokus på hjernerystelser. Fordi han vil skabe opmærksomhed om den alvorlige skade, og fordi han vil sikre, at andre spillere ikke bliver presset – enten af sig selv eller deres omgivelser – for tidligt tilbage på banen.
- Jeg håber, at min historie kan få flere spillere til at komme hurtigere tilbage på banen. Så man ikke ender i en situation, hvor man bliver presset, selvom man ikke er klar, får tilbagefald og kommer til de forkerte behandlere, siger Jakob Hjorth, der hellere end gerne står til rådighed for andre spillere, der har spørgsmål til hans forløb.
- Folk er altid velkomne til at ringe, understreger han.
Bliv opdateret på det seneste omkring Spillerforeningens aktiviteter og det danske fodbold miljø. Få nyheder og annonceringer af events direkte i din indbakke.